Det vi har sammen

Laura Lindahl går efter Villum Christensens ledige kreds

LA skal have ny spidskandidat i Sjællands Storkreds, da Villum Christensen stopper i Folketinget.

Folketingsmedlem for Liberal Alliance Laura Lindahl går efter at blive partiets spidskandidat i Sjællands Storkreds. 

Pladsen er tom, efter at LA-folketingsmedlem Villum Christensen i sidste uge meddelte, at han ikke opstiller ved næste valg. Han vil i stedet være borgmester i Slagelse, oplyste han.

Laura Lindahl er i dag valgt i Københavns Storkreds.

Bor på Frederiksberg

Laura Lindahl bor på Frederiksberg, hvor hun også sidder i kommunalbestyrelsen. Men hun fremhæver i en pressemeddelelse, at hun har boet i Køge i mange år. Og at hun har gået på Solrød Gymnasium.

- Der er ingen tvivl om, at vi i Liberal Alliance skal gøre os ekstra umage i den kommende tid for at få gennemført liberal politik og ikke mindst styrke vores lokale partiorganisationer, så vi er klar til næste valg, siger hun i pressemeddelelsen. 

- Hvis jeg bliver ny spidskandidat i Sjællands Storkreds, så er det mine to klare prioriteter.

Laura Lindahl blev ved seneste folketingsvalg valgt som folketingsmedlem nummer to i LA's Københavns Storkreds efter økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille.

Tip os Har du et godt tip?