Det vi har sammen

Lars Løkke vinder valget på Herredsåsen i Kalundborg

63.000 elever deltog i Skolevalg 2017.

I alt 63.000 skoleelever fra hele landet deltog i afstemningen, da valgstederne til Skolevalg 2017 torsdag var åbne fra klokken 12 til 15.

Hvis eleverne fra 8.-10. klasse på Skolen på Herredsåsen bestemte, ville statsminister Lars Løkke Rasmussen og hans parti Venstre være de store vindere af et valg.

Det viser resultatet af dagens afstemning på skolen i Kalundborg, som er én af de 670 skoler landet over, der deltog i Skolevalget 2017.

Her fik eleverne mulighed for at stemme for første gang i deres liv.

- Det var ikke så lang en procedure, som jeg havde troet. Det gik hurtigt og var ikke kompliceret, fortæller Jasmin Gabokji fra 9.C, der valgte at sætte sit kryds ved Radikale Venstre.

Politik på skoleskemaet

Gennem de sidste tre uger har hun og klassekammeraterne haft politik på skoleskemaet. Her har de haft et undervisningsforløb udformet som en valgkamp, hvor de blandt andet har valgt deres egne mærkesager.

Valgkampen endte med en stor debat mellem politikere fra ungdomspartierne på skolen i aftes.

- Flere af eleverne snakker nu om at melde sig ind i et ungdomsparti, hvilket jo er særdeles positivt. Samtidig kan jeg høre, at de ikke kun snakker om, hvad der sker på Snapchat. De går også og taler om mærkesager og hvilket parti, man nu skal stemme på, siger deres lærer Shane Sørensen.

Herunder kan du se resultatet af valget på Skolen på Herredsåsen, hvor omkring 300 elever stemte:

  • Venstre - 31%
  • Radikale Venstre - 16%
  • Liberal Alliance - 11%
  • Socialdemokratiet - 10%
  • Alternativet - 9%
  • Socialistisk Folkeparti - 7%
  • Dansk Folkeparti - 6%
  • Enhedslisten - 4%
  • Det Konservative Folkeparti - 2%
  • Nye Borgerlige - 2%
  • Blanke - 2%
  • Ugyldige - 1%

Torsdag aften er der en stor valgfest på Christiansborg, hvor landsresultatet bliver offentliggjort.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App