Lars Løkke markerer flagdag i Slagelse

For første gang tager statsministeren uden for København for at fejre flagdag for blandt andet de udsendte soldater.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) vil tirsdag markere den årlige flagdag i Slagelse.

Det er første gang i dagens ni-årige historie, at statsministeren deltager i arrangementet udenfor København.

Statsministeren deltager på Rådhuspladsen i Slagelse klokken 12.15, hvor der vil være parade med soldater fra Gardehusarregimentets Hesteskadron.

Her vil Lars Løkke Rasmussen holde tale for soldater, veteraner, pårørende og kommunens borgere.

Hylder veteraner

Lars Løkke Rasmussen udtaler forud for flagdagen:

- De udsendte til internationale opgaver forlader deres familier for vores sikkerhed. De går glip af at opleve hele kapitler i deres børns liv for at kæmpe ude i verden for Danmark og for fred og frihed. Som nation skylder vi vores helte i uniform en stor tak.

- Flagdagen er en højtidelig måde at hylde vore veteraner på og mindes og ære de, der vendte sårede tilbage eller mistede livet for Danmarks skyld, siger Lars Løkke Rasmussen.

Dagen omfatter alle, der er eller har været sendt ud fra Udenrigsministeriet, Forsvaret, Redningsberedskabet, Politi og Sundhedsvæsenet.


Nyhedsoverblik