Det vi har sammen

Lars Løkke besøger i dag Motalavej i Korsør

Lars Løkke aflægger i dag visit på Motalavej i Korsør.

Motalavej i Korsør får i dag besøg af statsminister Lars Løkke Rasmussen, som et led i regeringens nyeste ghettoudspil.

Som opfølgning på regeringens ghettoudspil, der skal bekæmpe parallelsamfund, besøger Lars Løkke i dag Motalavej i Korsør.

Statsministeren ankommer til Motalavej kl. 12.30, hvor han får en rundvisning i området og skal drikke kaffe i beboerhuset med myndighedsrepæsentanter, beboere og medarbejdere i kvarteret.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen udtaler i en pressemeddelelse fra statsministeriet: 

- Der er huller i Danmarkskortet, hvor jeg ikke kan genkende det, jeg ser. Jeg bliver meget bekymret over, at der i vores land eksisterer enklaver isoleret fra det omkringliggende samfund. Vores samfundskontrakt falder fra hinanden, når alt for mange forsørges af det offentlige, og alt for få har et reelt job.

Læs også Lars Løkke besøger ghetto: - Statsministeren vil se, at det er et ganske fredeligt område

Formanden for Bolig Korsør: Det er et ganske fredeligt område

Formanden for Bolig Korsør Ebbe Jens Ahlgren har tidligere udtalt til TV ØST, at han håber på, at kunne vise statsministeren, at Motalavej er et fredeligt område.

- Hvis man færdes på Motalavej, så vil statsministeren se, at det er et ganske fredeligt område. Der har selvfølgelig været episoder, som er uacceptable og det er dét, vi har taget action på, sagde Ebbe Jens Ahlgren til TV ØST.

Regeringen har fremlagt 22 initiativer i ghettoudspillet Ét Danmark uden parallelsamfund – ingen ghettoer i 2030.

- Når kvinder regnes for mindre værd end mænd, når man ikke forstår og taler dansk, og når unge udsættes for social kontrol, så er der noget helt galt. Det skal vi sætte ind overfor – vi skriver altså 2018. Parallelsamfundene skal nedbrydes én gang for alle, siger Lars Løkke i pressemeddelelsen.

Besøget finder sted i dag fredag den 9. marts kl. 12.30, som vi naturligvis følger løbende her på TV ØST’s hjemmeside.

Tip os Har du et godt tip?