Lollandsk badevand slår historisk danmarksrekord: Det varmeste i 22 år

01:04

Mange nød badevandet ved Hestehovedet Strand tirsdag aften, hvor vandet blev målt til 26 grader. Onsdag nåede temperaturen så 28 grader.

Mange nød badevandet ved Hestehovedet Strand tirsdag aften, hvor vandet blev målt til 26 grader. Onsdag nåede temperaturen så 28 grader. Foto: Martin Stilling - TV ØST

1 af 2

Temperaturen på badevandet i Hestehovedet Strand på Lolland er nået nye højder. Det er dermed det varmeste badevand i hele landet.

Hedebølgen har ramt vores region, og det kan mærkes på badevandets temperatur på Hestehovedet Strand nær Nakskov.

Her nåede temperaturen nemlig op på hele 26 grader tirsdag og 28 grader onsdag, ifølge TV 2 Vejrets målinger. Badevandet ved Hestehovedet på Lolland er dermed det varmeste i hele landet. 

Ikke bare er det lollandske badevand det varmeste i Danmark. Det er også det varmeste badevand, som Badevandspatruljen har målt i 22 år, skriver TV 2 Vejret.

Tirsdag aften var stranden da også velbesøgt, hvor mange nød en afkølende dukkert i vandet.

- Vandtemperaturen er perfekt. Den er rigtig god. Vandet er ligesom at have hovedet under bruseren. Det er næsten det samme. Det er omkring de 20 grader, siger en mandlig badegæst.

- Vandet er skønt. Det er varmt, og det er dejligt, siger en anden kvindelig badegæst fra vandkanten.

Badetemperatur er ekstrem

Mange af de besøgende var meget tilfredse med badeforholdene ved den lollandske strand.

- Den er fantastisk. Det er super dejligt at bade, og ungerne nyder det. Så er det bare en rigtig god badestrand, siger en mor med sin datter på armen.

Hvornår har du sidst oplevet, at der har været sådan en badetemperatur?

- Det ved jeg simpelthen ikke. Det er ekstremt det her. Det er et par og fyrre dage, vi har haft det her vejr, og man ved snart ikke, hvad man skal gøre af sig selv i den her varme, siger hun.

Det var nu ikke kun på Vestlolland, at gæsterne nød det varme badevand.

Ved Karrebæksminde og Bandholm blev badevandet målt til 24 grader, mens gæsterne ved Gudmindrup Strand måtte nøjes med 22 grader varmt vand.

Artiklen fortsætter under billedet.

Som man kan se på skiltet, blev badevandet tirsdag målt til 26 grader ifølge TV 2 Vejrets målinger. Foto: Martin Stilling - TV ØST

Vær opmærksom på havbakterier

Man skal dog være opmærksom på, at havbakterier stortrives i badevandet lige nu. Det skriver Ritzau. Badegæster har nemlig en større risiko for at få infektioner og blive syge i det varme vand.

Når havvandet når over 20 grader i en længere tid, er der en forhøjet risiko for at blive smittet.

Derfor skal personer med svækket immunforsvar være opmærksomme, når de kaster sig ud i bølgerne. Hvis de ser tegn på infektioner efter en dukkert, skal de kontakte deres læge.

Sådan lyder anbefalingen fra Kurt Fuursted, der er overlæge og sektionsleder for bakterier ved Statens Serum Institut.

- Hvis man har øreproblemer, kan man få øreinfektion. Sår på kroppen kan betyde en mere alvorlig infektion. Hvis man samtidig har et svækket immunsystem, så er der en øget risiko for at få blodforgiftning, siger Kurt Fuursted til Ritzau.

Overlægen understreger dog, at tilfælde hvor havbakterier er skyld i infektioner er sjældne.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App