Landets første kornhøst skudt i gang på Lolland

Der er stadig nogle uger til, at mejetærskerne for alvor går i sving, men på Kildegård på Lolland har mejetærskerne allerede været på arbejde.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Kildegård ved Dannemare på Lolland har som et af de første steder i landet taget hul på høsten. Det skete mandag, hvor der blev høstet vinterbyg.

Det skriver Landbrugsavisen.dk.

Det er især frygten for store regnmængder, som har ført til beslutningen om at sætte gang i høsten.

- Vi har kun fået nogle ganske små byger i de seneste dage, og kornet var modent og begyndt at knække ned, så vi tog det i går - også fordi der jo er en del nedbør på vej i dag, siger driftleder Henrik Madsen Wittrock til avisen.

Første år med vinterbyg

Det er første år, der bliver høstet vinterbyg på gården. De fem hektar vinterbyg befandt sig nemlig på et stykke tilkøbt jord.

Vinterbyggen vil nu blive solgt til en svineproducent.

Kildegård har 600 hektar jord, hvor der udover vinterbyg også bliver dyrket vårbyg, vinterhvede, hybridrug og roer.

Om cirka to uger skal mejetærskerne på arbejde igen, her vil hybridrugen nemlig være klar til at blive høstet.


Nyhedsoverblik