Landdistrikternes fællesråd: Flyt flere uddannelser væk fra de store byer

Landdistrikternes Fællesråd opfordrer til, at flere uddannelsespladser kommer til at ligge uden for de fire største byer. Foto: Arkiv

Det vil give et Danmark i bedre balance, hvis flere uddannelser rykker væk fra de store byer og ud i provinsen, mener Landdistrikterne Fællesråd.

Knap 65.000 unge har netop fået at vide, de kan begynde på en uddannelse efter sommerferien. En uddannelse som højst sandsynlig ligger i en af de store byer – København, Odense, Aalborg eller Aarhus.

Landdistrikternes Fællesråd har lavet en opgørelse, der viser at 75 procent af de studiepladser, der er blevet tilbudt, ligger i en af de store byer. Og det er helt forkert, mener rådet.

Der er rigtig meget, der tilsiger, at det er en god idé at flytte flere uddannelser ud i provinsen

John Brædder, bestyrelsesmedlem, Landdistrikternes Fællesråd

- Vi har masser af ledige uddannelsesboliger. Vi har uddannelsesboliggaranti. Der er rigtig meget, der tilsiger, at det er en god idé at flytte flere uddannelser ud i provinsen, siger John Brædder, bestyrelsesmedlem i Landdistrikternes Fællesråd og borgmester i Guldborgsund Kommune (Guldborgsundlisten).

Skævvridning

Det giver en skævvridning af hele landet, at så mange uddannelsespladser er samlet i de store byer, mener Landdistrikternes Fællesråd.

- Det er en del af det her med Danmark i balance. Vi ved jo, at når man uddanner sig et givent sted, så er chancen for, at man bliver boende og får et job der ret stor. Det skaber noget bosætning. Det er en af nøglerne til at få et Danmark i balance, siger John Brædder.

Regeringen har lavet ti nye uddannelsesstationer over hele landet. I vores region betyder det, at der er kommet en bioanalytikeruddannelse i Kalundborg, og at man nu kan uddanne sig som produktionsteknolog i Nykøbing Falster. Men det er langt fra nok, mener Landdistrikternes Fællesråd, der opfordrer til at man prøver at tænke anderledes

Vi ved jo, at når man uddanner sig et givent sted, så er chancen for, at man bliver boende og får et job der ret stor

John Brædder, bestyrelsesmedlem, Landdistrikternes Fællesråd

- Man kunne tage fat i de enkelte erhvervsorganisationer og se på, hvad er det egentlig for nogle uddannelser, som man kan se, der bliver mangel på de kommende år. Altså, hvad kan man uddanne sig til og være nogenlunde sikker på at få job i lokalområdet. På den måde kan vi kigge fremad i stedet for bagud, siger John Brædder.

Tænk ud af boksen

Han peger også på, at det er helt oplagt at tænke i at lægge uddannelser der, hvor erhvervslivet har brug for de færdiguddannede. Det kan være et område, hvor der er samlet flere virksomheder indenfor den samme branche – for eksempel turisme eller virskomheder, der er brug for mange ingeniører.

Landdistrikternes Fællesråds formand forventer at mødes med uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers (V) i efteråret for at diskutere, hvordan der kommer flere uddannelser til provinsen.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App