Landdistriksområder er bekymrede for ny taxalov

Regeringen vil liberalisere taxaloven og skabe fri konkurrence. Derfor frygter yderområderne, at det fremover vil være umuligt at få en taxa.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

I dag er det som taxachauffør kun tilladt at køre rundt og kapre kunder i én kommune. Der er en geografisk begrænsning, der gør, at man man ikke må samle kunder op i nabokommunen.

Men det vil regeringen lave om på.

For i fremtiden vil de have, at det skal være muligt at drive taxavirksomheder på tværs af kommuner i hele Danmark. Det vil ifølge regeringen gavne de store selskaber, øge konkurrencen og sænke priserne.

- Vi ved fra mange steder af landet, at hvis man er ude i tyndtbefolkede egne af Danmark, kan det være et problem at få en taxa, selvom man i teorien burde have adgang til det, fordi der er en vognmand i kommunen, som skal levere taxaservice derude, siger Transport-, Bygnings- og Boligminister, Ole Birk Olesen (LA) og fortsætter.  

- Nu sørger vi for, at det bliver nemmere at komme ind i faget. Hvis man har sin egen bil og lever op til kravene om skattebetaling, forbrugersikkerhed og trafiksikkerhed, kan man få lov til at køre. Det er meget sværere i dag og derfor er det  sværere at få taxa.

Landdistrikerne er bekymret

Men ikke alle er begejstrede for udspillet. I landdistriksområderne frygter man nemlig, at det vil være umuligt at få en taxa.

- Jeg kan jo godt se, at der er en meget liberalistisk tankegang i det her. Hvad der ikke kan virke må falde. Men jeg synes, det er slemt, at man centraliserer bevillingerne. Fordi det vil gå udover landdistrikterne, som er allermest udfordret på geografisk størrelse, siger Guldborgsund Borgmester, John Brædder (Guldborgsundlisten).

Regeringens formål med lovforslaget er netop at liberalisere taxaloven og skabe fri konkurrence. Det vil betyde, at flere kan køre i taxa, men den største frygt i yderområderne er, at chaufførerne vil søge mod byerne.

- For vores område vil det betyde, at det bliver sværere at blive fragtet ude fra landdistrikterne af, fordi man skal køre tomkørsel derude, siger borgmesteren.

Behov for taxa

Netop tomkørsel er noget, som de mindre lokale taxaselskaber i landdistrikterne kan nikke genkendende til. Derfor frygter også de, at et mere frit taxamarked vil skade servicen på landet.

- Det vil betyde, at der ikke er nogle taxaer ude i landdistrikterne, siger Bjarne Hansen, der er ejer af Bjarnes Taxi.

Bjarne Hansen har sin daglige rute på det nordlige Falster, hvor det kan blive svært for borgerne på landet at få en taxa, hvis regeringens udspil bliver en realitet.

- Jeg kan ikke forestille mig andet, end at de vil blive kede af det. For de har jo også behov for en vogn, selvom turen er kort, siger han.

Omsætningen vil dale

På Nørre Alslev Bodega på Nordfalster er gæsterne vant til at få et lift af Bjarnes Taxi. Derfor er personalet meget bekymret for regeringens lovforslag.

- Det vil nedsætte omsætningen. Vi har både folk fra Nykøbing, fra Vordingborg, og vi har haft pubcrawl nede fra Nakskov. Det vil skade omsætningen, siger Pernielle Behrensen, der er bartender på Nørre Alslev Bodega.


Nyhedsoverblik