Det vi har sammen

Mere fokus skal minimere antallet af ulykker i landbruget

Antallet af ulykker skal nedbringes gennem mere kommunikation, mener landboforeningen Gefion. Foto: TV ØST

Landboforeningen Gefion mener, at det kræver en holdningsændring hos landmændene, hvis antallet af ulykker skal mindskes.

Landboforeningen Gefion ser med alvor på ulykker i landbruget, der inden for det seneste år er steget. Foreningen mener, at man gennem mere opmærksomhed og øget fokus på ulykker kan dæmme op for mange tilfælde.

- Desto mere vi italesætter det, jo bedre bliver det. Landmændene er generelt gode til at passe på dem selv, men når det går galt, så går det ofte meget galt, fordi landmændene arbejder med både store dyr og tunge maskiner, siger Ann Frost, arbejdsmarkedskonsulent hos Gefion.

Hun besøger ofte landmænd for at lave en arbejdspladsvurdering og give dem tips og tricks til, hvordan de undgår at komme til skade.

Flest ulykker blandt ældre landmænd

Ifølge Ann Frost er det især landmænd over 50 år, som kommer ud for ulykker. De unge og nyuddannede bliver instrueret i sikkerhed på landbrugsskolerne, og derfor er de godt med på, hvilke forholdsregler de skal tage, når det kommer til sikkerhed.

- Der er en tendens til, at mange landmænd er vant til at gøre det meste selv. Det er for eksempel intet problem for de fleste landmænd at fikse et par tagplader, men det er der, hvor man kan risikere at ende i en faldulykke, fordi man ikke har sikret sig ordentligt, siger Ann Frost til TV ØST.

Landmænd vil have hjælp til at undgå ulykker

Gefion oplever, at flere landmænd henvender sig for at få lavet en arbejdspladsvurdering. Alene sidste år besøgte de 60 landmænd i vores region, og det er en god udvikling, mener landboforeningen.

- Vi kan mærke, at der er øget fokus på at nedbringe antallet af arbejdsulykker i landbruget i øjeblikket, og det er en god udvikling. Vi kan se, at antallet af ulykker er steget i 2016, men forklaringen må være, at det har været et meget uheldigt år. Der er ikke noget entydigt svar på, hvorfor antallet af ulykker er steget, og ulykkerne er da også meget forskellige. Vi fortsætter i hvert fald med at informere og rådgive landmændene, så længe der stadig er ulykker, siger Ann Frost.

Det er ikke kun Gefion, som forsøger at komme landbrugsulykkerne til livs. Arbejdstilsynet har iværksat en indsats, hvor de fokuserer ekstra meget på at komme ulykker i landbruget til livs. 

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App