Kapitel 4
Katja var en af de kollegaer, Pernille sås mest med.
Hun havde lært hende at kende på akutafdelingen, da Pernille endnu var studerende, og Katja var nyuddannet og nyansat. Siden var det blevet en hverdagstradition, at Katja parkerede i Pernilles indkørsel, hægtede en hundesnor i halsbåndet på sin labrador omme på bagsædet og så gik ind i huset uden at banke på først for at spørge, om veninden ville med ud og gå en tur.
Det var på en af de gåture, at Pernille første gang satte ord på sin mistanke.
Pernille havde stadig blikket fra Carina siddende et sted i maven under vinterfrakken, da de gik ud ad hoveddøren. Hjertestoppene fra weekenden et par dage forinden var endnu ikke ude af kroppen. Og Pernille havde besluttet sig for, at hun blev nødt til
at fortælle sin bedste veninde om sin vanvittige teori.
De kom ned til Maribosøerne. Her gik de altid, som regel uden at møde andre mennesker. Her kunne de være sikre på at være under fire øjne, udover altså de sæt, der afsøgte krattene for enden af hver af venindernes hundesnore. Og så sagde Pernille det:
»Jeg tror, Christina gør det.«
Det var Katja selv, der var begyndt at tale om deres kollega. At det var utroligt, som Christina altid kunne fortælle historier om dramatiske vagter. Katja, der stort set aldrig arbejdede på samme tid som sygeplejersken med det mørke hår, havde på sine vagter aldrig selv prøvet noget lignende.
Pernille havde først forsøgt at fiske med spørgsmål som: »Er det ikke usædvanligt, at det altid lige er på Christinas vagter, at der er så dårlige patienter?« Men Katja var ikke bidt på. Mens de fulgte stien, havde Katja i stedet drejet samtalen hen imod, at det virkede helt komisk, som Christina kom op at køre, når patienterne skulle reddes. Det var en snak, man kunne have med flere på afdelingen, og som tit blev afsluttet med et overbærende smil. Men nu var Pernille alvorlig.
»Jeg tror, Christina slår patienterne ihjel med vilje. Jeg tror fandeme, hun gør det.«
Hendes veninde havde aldrig selv haft tanken: At koble Christina så direkte til hjertestoppene var en forbindelse, Katjas hjerne aldrig havde lavet. Men nu var den der ret tydeligt. Først blev hun overrasket, da Pernille foreslog det. Men straks efter blev Katja så overrasket over, at hun trods alt ikke var blevet mere forbavset og ikke per automatik havde forkastet det, hun lige havde hørt. Det var rigtig februarvinter, og nu kunne hun mærke huden inde under de mange lag tøj. Et eller andet stemte. Selv om det jo ikke kunne være rigtigt, hørte hun alligevel sig selv sige:
»Det passer jo sammen.«
De kom ud til det sted på deres rute, hvor landskabet åbner sig igen, så man kan se langt. Katja var endnu ikke overbevist. Det var Pernille heller ikke. De lovede at holde deres mistanke hemmelig. Det her, det kunne ødelægge et liv, hvis snakken på sygehuset først begyndte at gå. Det ville de ikke udsætte Christina eller nogen andre for. Det var de enige om.
Men deres aftale ved søen blev, at de fra nu af ville holde øje med deres kollega.
Katja var lige kørt. Kulden udenfor var kun næsten fordampet fra pelsen på Pernilles dansk-svenske gårdhund, da hun satte sig over for sin kæreste i sofaen og igen ville tale om Christina.
Egentlig havde veninderne aftalt, at ingen andre skulle indvies i mistanken, før de havde brugt så lang tid på at se over skulderen på deres kollega, at de måske havde fået øje på en forbrydelse. Men Niels skulle vide det, mente Pernille nu. Lægen kunne måske være hendes vej til et bevis.
Først troede han, at hun lavede sjov. »Ja ja, den er god,« smilede han, uden at smilet reelt nåede hele vejen op i øjnene. Men Pernille holdt fast. Niels lod hende tale. Lyttede. Og så blev Niels Lundén stiktosset.
Man siger ikke sådan noget om en kollega. Man holder sådan noget for sig selv, nærmest råbte Niels, som nu ikke lød som en kæreste, men mere som en overlæge, der ville slå noget fast over
for en af sine sygeplejersker. Forstod hun det? Forstod hun det? Niels fik sagt det så mange gange, at skammen til sidst overmandede Pernille i sofaen.
Men Pernille stoppede ikke. Hun fortalte om weekendens patienter. Hun fortalte om den gamle dame på stue 21, der fik det bedre og bedre, men som var blevet kørt på intensivafdelingen, da Pernille mødte ind igen 12 timer senere. Om manden med det rådne ben, som pludselig ikke trak vejret længere. Og om patienten, som var blevet indlagt, fordi han ikke kunne tisse, men som endte med at udånde i hospitalssengen.
Niels havde også været på arbejde den weekend. Han havde selv været inde og se til kvinden på stue 21, og hende havde han da også vurderet som stabil, men på morgenkonferencen med de andre læger var det patienten på stue 20, ham med urinretentionen, der var blevet diskuteret.
Det forrige vagthold havde forklaret, at de havde været usikre på den egentlige dødsårsag. Niels havde spurgt ind. For en urinretention dør man ikke af. I hvert fald ikke på et sygehus. Men intet tydede på, at der var sket fejl. Alt det rigtige var umiddelbart gjort. Procedurerne var fulgt. Blodprøverne var taget.
Alligevel undrede Niels sig. Over for de andre læger havde han haft lyst til at skrue op for retorikken, fordi han fandt situationen absurd: en patient, som indskrives på grund af problemer med vandladning, og som ender med at blive skrevet ind i afdelingens statistik over dødsfald. Men så havde han kigget hen på de yngre og mindre erfarne læger, som havde haft ansvaret og sad med ved bordet. Og derefter over på de to mere erfarne seniorlæger, som helt efter bogen var blevet tilkaldt og havde givet deres besyv med. Og i stedet blev der nikket i rundkreds, efter de åbenlyse spørgsmål var stillet og overvejet og besvaret. De var gået til næste punkt.
Lægen, Niels delte kontor med, blev dog ikke sparet for det udbrud, Niels havde undertrykt. Niels bandede. »Hvad fanden er det for en historie med den patient? Den giver da ikke mening!« Men så tjekkede han selv efter i patientens journal. Og endelig så Niels det, der gav ham ro: Der var registreret en påvirkning fra nogle hjerteenzymer i kroppen på patienten – et slags stressmoment i hjertemusklen. Manden måtte altså også have døjet med nogle hjerteproblemer, som meget sandsynligt kunne være det, der endte med at tage livet af ham. En »uventet hjertearytmi«, tænkte Niels. Alle kan blive ramt af det. Som bliver der slukket på en kontakt indvendigt, kan det ramme folk, så de pludselig falder om på græsplæner, stuegulve og i busser, uden at der i minutterne inden har været tegn på, at noget var galt. Patienten her blev så ramt, da han lå i en hospitalsseng. Påfaldende, men ikke umuligt, ræsonnerede Niels. Det gav mening.
Det var også det, han forklarede Pernille. I patientjournalen kunne Niels finde absolut intet, der så kriminelt ud. Af samme årsag havde overlægen ikke bestilt en obduktion. »Pludselig hjertearytmi,« gentog han over for sin kæreste.
Niels lovede at slå op i sygehusets systemer for at se, om han kunne få øje på noget mistænkeligt i de andre tilfælde, for sygeplejersker måtte ikke gå ind og læse i folks journaler, når de ikke var indlagt længere. Men Niels kunne heller ikke her finde noget påfaldende, da han undersøgte det i dagene efter, beroligede han sin kæreste med. Intet tydede på en forbrydelse.
Han fik til sidst overbevist Pernille om, at hun måtte lægge weekenden bag sig. Til gengæld lavede de en aftale: Uden at fortælle andre om det ville de se, om det kunne lykkes at afsløre Christina i en situation, der ikke kunne bortforklares. Pernille skulle forsøge at holde tæt øje med sin kollega, næste gang de to sygeplejersker havde en nattevagt sammen. Og først derefter ville Niels og Pernille tage stilling til, om de burde tilkalde politiet. Det var det bedste. Også for parret selv: Det kunne gå ud over deres fremtid på sygehuset, hvis de anmeldte en kollega for noget så alvorligt som at slå patienter ihjel med vilje, og det så viste sig ikke at være rigtigt.
Sammen med Niels kiggede Pernille i sin vagtplan. Om mindre end halvanden uge skulle hun og Christina have deres næste fælles nattevagt. Pernille fik en knude i maven. Alligevel sendte hun nogle dage efter en sms til Christina. Hun vedhæftede et billede, hun havde taget af vagtskemaet inde på personalestuen, hvor man kunne se, at de to sygeplejerskers navne stod noteret i felterne lige over for hinanden med sirlig håndskrift. Hun sendte billedet om aftenen den 19. februar. Der var nu lidt over en uge til.
»Det tør jeg ikke,« skrev Pernille til Christina. Og i beskeden tilføjede hun et ikon af en abe, der holder sig for øjnene. Det føltes grænseoverskridende at sende sms’en. Men hun ville have, at Christina skulle tro, at alt var, som det plejede. At de to stadig havde deres særlige jargon og kunne lave sjov med »forbandelsen«, der hvilede over akutafdelingen, når de to sygeplejersker
havde nattevagter.
Christina reagerede lidt over en halv time senere. I sygeplejerskens svar fulgte fem smileyer – fire, der ser bange ud, og en, der smiler.
Og så beskeden:
»Det bliver vildt.«
Bogen udkommer mandag den 18. marts.
Copyright: Kristian Corfixen og Lindhardt og Ringhof.