Det er i dag et år siden, at Emilie Meng sidst blev set i live efter en bytur i Slagelse.
Den 17-årige pige fra Korsør forsvandt om morgenen ved Korsør Station og blev fundet dræbt juleaftensdag i en sø ved Regnemarks Bakke nær Borup. Sagen har berørt mange - og det gør den stadig.
Derfor bliver der netop nu i Sankt Povls Kirke afholdt en mindegudstjeneste til ære for Emilie Meng. Det er sognepræst Anna Helleberg Kluge, som skal stå for mindegudstjenesten. Det var blandt andet hende, der konfirmerede og begravede Emilie Meng.
Det er i kærligheden, vi er forbundet med Emilie, med hinanden, med Gud og med livet
Lægger vægt på kærlighed
I sin tale lægger Anna Helleberg Kluge vægt på, at det især er kærligheden, som skal hjælpe familien, vennerne og Korsør videre efter den tragiske forbrydelse.
- Nu er der gået et år, men vi er stadig fyldt af de samme spørgsmål, den samme rædsel, den samme sorg, men også helt grundlæggende af den samme kærlighed. Den kærlighed, vi troede, vi havde mistet, da vi troede, at tiden gik i stå den søndag morgen. Men tiden gik, og kærligheden døde ikke. Den knytter os fortsat til Emilie, til de mange fine ting, hun stod for og til livet, vi deler med hinanden med dets blanding af ondt og godt, skriver sognepræsten i sin tale og fortsætter:
- Og det er kærligheden, der skal bære os videre; det er den, vi skal bære videre, selvom det også kan gøre ondt.
Ud over mindegudstjenesten i Sankt Povls Kirke, hvor Emilie Meng i øvrigt sang i kirkekoret, har der mandag været mindehøjtideligheder ved Korsør Station og Regnemarks Bakke, hvor folk har lagt blomster og tændt lys til ære for den unge pige.
Noget smukt blev taget fra os søndag morgen
Herunder kan du læse sognepræst Anna Helleberg Kluges mindeord i sin fulde længde:
Det er et år siden, vi mistede Emilie og blev tvunget til at revidere vores forståelse af verden og altings sammenhæng. Noget vigtigt og smukt blev taget fra os i den tidlige søndag morgen, og verden holdt vejret af skræk og sorg. Det var, som om tiden gik i stå.
Men kun indeni os, for omkring os tikkede urene videre og lagde sekunder oven på sekunder, omkring os gik tiden, mens vi stod stille og ikke kunne finde tilbage til det liv, vi kom fra.
Tiden gik, men uden os.
Nu er der gået et år, men vi er stadig fyldt af de samme spørgsmål, den samme rædsel, den samme sorg, men også helt grundlæggende af den samme kærlighed. Den kærlighed, vi troede, vi havde mistet, da vi troede, at tiden gik i stå den søndag morgen. Men tiden gik, og kærligheden døde ikke. Den knytter os fortsat til Emilie, til de mange fine ting hun stod for og til livet, vi deler med hinanden med dets blanding af ondt og godt.
Hverken tårer eller latter får os til at glemme Emilie, tværtimod vil hun være med i det hele
Og det er kærligheden, der skal bære os videre; det er den, vi skal bære videre, selvom det også kan gøre ondt. For det er i kærligheden, vi er forbundet med Emilie, med hinanden, med Gud og med livet. Mens tiden går og fører alt med sig i sin strøm, så er det kærligheden, som forbinder os med evigheden. Det er i den, vi står fast.
Nogle gange mærker vi den som et savn, der gør ondt, men den kan også vise sig i et dejligt øjeblik, hvor glæden tager over. Hverken tårer eller latter får os til at glemme Emilie, tværtimod vil hun være med i det hele. Hun er stadig en del af sin familie og sine venners liv, intet kan skille jer fra hinanden, ligesom ingen eller intet kan skille hende eller os fra Guds kærlighed. I den er vi forbundet. I evighed.
Derfor vil vi følge Paulus’ opfordring, når han skriver: I er jo alle lysets børn og dagens børn. Vi tilhører ikke natten, og heller ikke mørket. Emilie var lys, i mindet om hende vil vi vælge lyset. Vi vil hjælpe hinanden med at holde fast i glæden og kærligheden, som Emilie levede og lever i.
Hun hos Gud, og vi her, men sammen i Guds hånd, som ikke slipper nogen af os igen.
Amen