Lærer på Stubbekøbing Skole: Respektløshed er voldsom for skolepatruljer

En undersøgelse viser, at hver tredje skolepatruljeelev har været udsat for grov opførsel af øvrige trafikanter. Det kan virke voldsomt, mener lærer.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Hensynsløse bilister, som lader egne frustrationer gå udover skolepatruljer, virker voldsomt på skoleelever, der prøver at passe på andre skoleelever. 

På Stubbekøbing Skole i Guldborgsund Kommune har skolepatruljen overvejende gode oplevelser, men de har desværre haft episoder med forældre, som har parkeret bilen, hvor de havde lyst for at sætte deres børn af eller er kørt for hurtigt i nærheden af eleverne. 

quote Respektløsheden fra forældrenes side er skræmmende og kan virke voldsom for skolepatruljen

Jane Riemann, Folkeskolelærer

Det er netop det manglende hensyn, som er problemet for eleverne, mener Jane Riemann, lærer på Stubbekøbing Skole. 

- Respektløsheden fra forældrenes side er skræmmende og kan virke voldsom på eleverne, siger Jane Riemann. 

I løbet af sidste år har Jane Riemann sammen med en anden lærer været ude for at observere skolepatruljen, og her har nogle forældre fået et par reprimander med sig for ikke at overholde reglerne. 

- Det er lettere for os voksne at tage konflikten, når den opstår. Det er ikke noget skolebørn vil gøre. Derfor skal man tænke sig om, lyder det fra skolelæreren. 

Vi skal hylde skolepatruljen 

I Rådet for Sikker Trafik kører man nu en kampagne, som skal gøre opmærksom på, at nogle bilister ikke udviser hensyn overfor skolepatruljerne.  

quote Jeg tror slet ikke forældrene ænser, at det kun er børn, de lader det gå ud over. Det kunne være hvem som helst for dem. Desværre.

Torben Bechmann Jensen, Socialpsykolog

- Ofte er det situationer, som ikke er farlige eller truende, men det er svært at forstå, når man er 11-12 år, siger Karina Petersen, underdirektør i Rådet for Sikker Trafik. 

Derfor vil Rådet for Sikker Trafik opfordre til, at man hylder det frivillige arbejde, som skoleeleverne påtager sig, men også blive ved med at klæde eleverne på til at håndtere uforudsete situationer. 

Psykolog: En kampagne vil ikke virke 

Selvom kampagnen fra Rådet for Sikker Trafik har gode hensigter, mener socialpsykolog Torben Bechmann Jensen ikke, at det er det, der skal til.

Forældrenes handlinger er ofte ureflekterede ifølge Torben Bechmann Jensen, hvilket blandt andet skyldes, at forventningerne til den enkelte hele tiden bliver justeret op, som kan resultere i, at man bliver kort for hovedet. 

- Jeg tror slet ikke, forældrene ænser, at det kun er børn, de lader det gå ud over. Det kunne være hvem som helst for dem. Desværre. Vi må som samfund snart indse, at det ikke går og skrue tempoet ned, siger Torben Bechmann Jensen. 


Nyhedsoverblik