Læger orker ikke stor papiropgave: 20 vil gå på pension for at slippe

20 læger i Region Sjælland har søgt om at blive fri for det store papirarbejde op til den såkaldte akkreditering. For at slippe skal de dog gå på pension.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det handler om at sikre kvaliteten i lægernes arbejde. Men den såkaldte akkreditering er en meget stor skrivebordsoperation for de praktiserende læger. Derfor har 20 praktiserende læger fra Region Sjælland søgt dispensation for at slippe for arbejdet, mod at de går på pension senest næste sommer. Det oplyser DR.

Ifølge DR er det især læger fra små praksisser, der hellere vil gå på pension end give sig i kast med den store dokumentationsopgave, som akkrediteringen udgør.

Sygehusene har tidligere skulle igennem den samme proces – og her blev der fundet mange procedurer, der ikke var helt efter bogen. Derfor fastholder Danske Regioner, at alle lægeklinikker skal igennem akkrediteringen.

Tal fra 2017 viser, at der allerede i dag mangler 17 praktiserende læger i Region Sjælland.

Omfattende dokumentationsarbejde

Akkrediteringen indenfor almen praksis er et arbejde, der sikrer, at kvaliteten på klinikken lever op til en række formelle krav.

Proceduren omfatter, at man mundtligt og skriftligt skal kunne dokumentere, at man lever op til kravene. De spænder lige fra faglig kvalitet og patientsikkerhed til eksempelvis regler for at bære ringe og armbåndsure.

Der skal være nedskrevne planer og retningslinjer for en lang række forhold. Desuden skal alle procedurer på lidt større steder være nedskrevne.

Det er selskabet IKAS, der står for den danske akkreditering. I bestyrelsen sidder repræsentanter for eksempelvis, Sundhedsstyrelsen, regionerne, Danmarks Apotekerforening og Dansk Erhverv.


Nyhedsoverblik