Det vi har sammen

Læger med patientansvar skal sikre tryghed og kvalitet

- Alt for mange patienter oplever i dag, at der mangler overblik og koordination, siger sundhedsminister Sophie Løhde (tv). Foto: TV ØST

En ny aftale for det danske sundhedsvæsen er faldet på plads. Målet er at minimere svigt og forglemmelser.

Når en patient bliver hvirvlet ind i det danske sundhedsvæsen, skal det fremover ske med én ansvarlig læge ved patientens side.

Konkret betyder det, at én læge tager ansvar for behandlingen - en patientansvarlig læge. Det er meningen, at patienterne ikke skal være i tvivl om, hvem de skal spørge, hvis de savner information om deres forløb eller sygdom.

Regeringen, Danske Regioner og en række faglige organisationer er blevet enige om ordningen med den patientansvarlige læge. Det oplyser ministeriet i en pressemeddelelse.

Tryghed i behandlingen

Målet er, at alle patienter får en oplevelse af sammenhæng, tryghed og kontinuitet i behandlingen. Samtidig skal det sikre mere kvalitet i behandlingen i sygehusvæsenet, lyder det fra sundhedsminister Sophie Løhde (V).

- Alt for mange patienter oplever i dag, at der mangler overblik og koordination, når de bevæger sig rundt i det danske sygehusvæsen. Det skal vi gøre noget ved, siger hun i pressemeddelelsen.

- Med aftalen om den patientansvarlige læge baner vi vejen for en ny kultur og organisering på sygehusene, som skaber større tryghed for patienterne. Vi skal sikre, at der altid er én person, som har styr på, og ansvar for, hvad det næste skridt i et behandlingsforløb er.

Skal minimere svigt

Især for patienter med langstrakte og komplicerede forløb skal den patientansvarlige læge minimere svigt og forglemmelser i overgange mellem afdelinger, sygehuse og sektorer.

Bag aftalen står foruden regeringen og regionerne også Danske Patienter, Overlægeforeningen, Yngre Læger, Dansk Sygeplejeråd og Kræftens Bekæmpelse.

Løftet om patientansvarlige læger blev givet af regeringen i regeringsgrundlaget.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App