Flere medier har tirsdag erfaret, at regeringen vil nedlægge de fem regionsråd, der driver sygehusene.
Det bekymrer Lægeforeningen, der mener, at forslaget er risikabelt.
- Regeringen lægger med det her forslag op til en meget stor strukturreform i sundhedsvæsenet, og det er jo en risikabel vej at gå, siger Andreas Rudkjøbing, formand i Lægeforeningen.
Foreningen er enig i regeringens ambitioner om at styrke det nære sundhedsvæsen. Derfor er man positiv over, at regeringen har fokus på området.
- Det er meget omkostningsfuldt
Men Lægeforeningen er ikke sikker på, at det er det rigtige at kaste hele sundhedsvæsenet ud i en større strukturreform.
- Det er meget omkostningsfuldt.
- Det vil tage år at få til at fungere, og der er jo ikke sikkerhed for, at det, man putter i stedet for, rent faktisk vil være bedre til at løse de konkrete og påtrængende problemer, vi har i sundhedsvæsenet, siger Andreas Rudkjøbing.
I stedet for regionsrådene skal der oprettes fem sundhedsforvaltninger samt de 21 sundhedsfællesskaber, som Løkke introducerede i sin åbningstale i oktober sidste år. De skal bygges op omkring de nuværende akutsygehuse.
FOA er heller ikke begejstret
Hos fagforbundet FOA, der blandt andet organiserer sosu-assistenterne på landets sygehuse, er der heller ikke begejstring for regeringens planer.
- Det, mener vi, er en rigtig dårlig idé.
- Vi synes, at det samlede sundhedsvæsen har rigtig mange store udfordringer, der skal adresseres, og svaret på det er ikke en strukturreform, siger Mona Striib, forbundsformand i FOA.
Artiklen fortsætter under indslaget.
Blandt de udfordringer, som fagforbundet nævner, er en underfinansiering af sundhedsvæsenet.
- Det betyder, at arbejdsintensiteten på tværs af alle faggrupper simpelthen er så høj, at man bliver syg af at gå på arbejde.
- Det skal løses, siger Mona Striib, der håber, at regeringen med udspillet ser udfordringerne i øjnene.
Udspillet til den nye sundhedsreform bliver præsenteret i Statsministeriet onsdag klokken 10.