Tiltalt kvinde i stor amfetaminsag vil ikke afsløre kontakt: Det er en hemmelig elsker

En 30-årig kvinde er tiltalt for at have fragtet penge til og fra Holland. Det nægter hun – og siger, at hun i stedet har været sammen med en hemmelig elsker.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det var ikke for at fragte penge for en stor narkoring i Danmark, at en 30-årig kvinde en række gange tog fra Odense til udlandet. Det var for at være sammen med en elsker i Hamburg, hvis navn hun ikke vil afsløre.

Det forklarede hun i Retten i Næstved torsdag.

Politiet mener ellers ud fra teleoplysninger at kunne sige, at hun har været i Amsterdam ni gange indenfor kort tid – to af gangene med 650.000 kroner i kontanter i bagagen.

Hun forklarede i retten, at hun havde mødt sin elsker til en fest i slutningen af 2015.

- Han boede i en lejlighed nede ved havnen. Jeg kan ikke huske gadens navn. Han havde mørkegrønne øjne, på højde med mig og lidt pumpet, fortalte den tiltalte i retten torsdag.

Hun vil ikke sætte navn på elskeren, da han angiveligt er i et forhold. Det ville angiveligt skade både hendes og elskerens familie og sikkerhed, hvis hans identitet blev kendt, forklarede hun.

Vestjyde ville gerne tale igen

Afhøringen af kvinden hang tæt sammen med en 27-årig vestjyde, der blev anholdt sammen med fundet af et meget stort parti amfetamin på parkeringspladsen ved Bilka i Slagelse.

Han har angiveligt været i Amsterdam med den 30-årige kvinde.

Han nægtede at udtale sig i retten på den første retssag – men fortalte torsdag, at han var på parkeringspladsen i Slagelse for at hente to sportstasker som en tjeneste for en ven. Han vidste ifølge sin forklaring ikke, at der var narko i taskerne.

Han nægtede samtidig at vide, hvad det var, der blev gemt i hans forældres garage i Videbæk i Vestjylland.

Her fandt politiet en komplet amfetamin-fabrik med sammenlagt omkring 20 liter amfetaminolie – ligesom der blev fundet tøj med rester af amfetamin.

- Jeg var godt klar over, at det var noget lidt lyssky, fortalte han i retten. Men han understregede, at han ikke vidste, hvor det kom fra. Han var blevet bedt om at gemme tingene for en person, som han ikke vil sætte navn på, siger han.

Også en tredje person blev afhørt torsdag. Han menes at være den, der har fået bestillinger på amfetaminolie.


Nyhedsoverblik