Kvinde stjal 8,7 millioner kr. - og løj om familieforhold

En kvinde skal mandag i retten - anklaget for at have stjålet millioner fra en afdød person.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En 52-årig kvinde fra Skælskør skal mandag en tur i retten, hvor hun tiltales for at have stjålet i alt 8,7 millioner kroner fra en nu afdød person.

Det skriver Sjællandske.

Tyveriet er foregået over flere år fra 2009 til 2013, hvor offeret afgik ved døden.

Den tiltalte skulle først have overført 6,3 millioner kroner fra offerets konto til sin samlevers konto - desuden har Skælskør-kvinden angiveligt overført yderligere 2,4 millioner kroner til en tredjemand i forbindelse med kvindens private indkøb.

Det betyder, at kvinden nu sigtes for at have stjålet i alt 8,7 millioner kroner fra familiemedlemmets konto.

Men det er ikke alt. For at den 52-årige kvinde kunne fremstå som det afdøde offers livsarving, fuskede hun tilbage i 2010 også med offentlige dokumenter for at få det til at se ud som om, offeret var Skælskør-kvindens mor.

Ændrede i kirkebog

I april 2010 har den sigtede via internettet forsøgt at anføre offeret som sin mor på sin fødsels- og dåbsattest i den elektroniske kirkebog.

Den tiltalte kvinde skulle have brugt denne fødsels- og dåbsattest ved offerets død i 2013 i forbindelse med bo-behandlingen, så hun kunne løbe af sted med resten af afdødes formue.

Anklager Søren Martin Jensen fortæller, at kvinden nægter sig skyldig, og derfor kommer retssagen til at løbe over tre dage, hvor en del af bevisførelsen handler om at udrede det familiemæssige forhold, som der ikke er enighed om, da den tiltalte har fusket med kirkebogen.

Strafferammen går op til otte års fængsel, men anklageren forventer ikke, at kvindens straf kommer over fire år.

Dog vil den tiltalte også skulle tilbagebetale de 8,7 millioner kroner, hvilket i første omgang betyder, at den 52-årige og hendes registrerede partners ejendom i Skælskør konfiskeres.


Nyhedsoverblik