Det vi har sammen

Kvinde i kritisk tilstand: Satte ild til sig selv på Borgerservice

03:50

En 68-årig dansk kvinde er lige nu i kritisk tilstand, efter hun har sat ild til sig selv hos Borgerservice i Sorø. Video: René Lind

Politiet kan ikke oplyse, om hun havde hældt brandbar væske over sig. Foto: René Lind

1 af 2

En kvinde er i kritisk tilstand, efter hun onsdag eftermiddag satte ild til sig selv med en lighter.

En 68-årig kvinde dukkede onsdag eftermiddag op på Borgerservice på rådhuset i Sorø. Først truede hun med at sætte ild til sig selv, og efterfølgende gjorde hun det med en lighter.

- Vi ved endnu ikke, hvad årsagen er til hendes handlinger, siger Stefan Jensen, vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, til TV ØST.

- Det er en ulykkelig hændelse, tilføjer vagtchefen.

Personalet fik slukket ilden i kvinden, hvorefter en ambulance blev tilkaldt. Kvindens tilstand betegnes ifølge politiet som kritisk.

Kvinden er frustreret, da hun kommer ind på Borgerservice, og det er svært at forstå, hvad hun vil

Søren Søndergaard Kjær, kommunaldirektør i Sorø Kommune

Politiet modtog anmeldelsen klokken 14.40, og kvinden er nu bragt til Rigshospitalet med brandsår. Hun er forbrændt på brystet og i ansigtet, og hendes tilstand er kritisk.

Tilbyder krisehjælp  

Kviden ankom ifølge Søren Søndergaard Kjær, kommunaldirektør i Sorø Kommune, kort før lukketid til Borgerservice, hvor hun ønskede at tale med en specifik sagsbehandler.

- Kvinden er frustreret, da hun kommer ind på Borgerservice, og det er svært at forstå, hvad hun vil. Men hun siger navnet på en sagsbehandler. Kort efter hun har talt med hende (sagsbehandleren red.), går hun på toilettet og sætter ild til sig selv, siger Søren Søndergaard Kjær til TV ØST.

Personalet på stedet fik ifølge kommunaldirektøren straks slukket ilden og tilkaldt ambulancen, hvorefter de forsøgte at holde kvinden nedkølet, indtil beredskabet kom frem til Borgerservice.

  Foto: René Lind

Mens hændelsen stod på, var der cirka 25 mennesker, størstedelen personale, til stede.

- De reagerede så professionelt, siger Søren Søndergaard Kjær og oplyser samtidig, at den lokale beredskabschef roste dem for deres håndtering af sagen.

Personalet får efter hændelsen mulighed for at modtage krisehjælp fra Sorø Kommune, der aldrig før har oplevet sådan en episode.

Afhører personalet

Hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi skal man nu efterforske sagen nærmere. 

- Vi kender endnu ikke årsagen til selve hændelsen, det skal vi nu forsøge at finde frem til gennem almindelig efterforskning og afhøring, siger vagtchef Stefan Jensen.

Kvindes pårørende er underrettet.

Tip os Har du et godt tip?