Kvinde satte ild til sig selv: Hun er fortsat indlagt på Rigshospitalet

Den 68-årige kvinde, der satte ild til sig selv på Borgerservice i Sorø først i januar er fortsat indlagt på Rigshospitalet. Foto: René Lind

Den 68-årige kvinde, der satte ild til sig selv på Borgerservice i Sorø, er fortsat indlagt på Rigshospitalet. Kommunen venter på, hun kommer hjem.

Onsdag den 3. januar var en dramatisk dag for personalet på Borgerservice.

En kvinde kom ind og bad om at tale med sin sagsbehandler. Kort tid efter gik hun på toilettet, og da hun kom ud, satte hun ild til sig selv. Personalet fik slukket ilden og kvinden blev bragt til Rigshospitalet med tredjegradsforbrændinger.

Hun er uden for livsfare men fortsat indlagt.

Vi har fået energi forærende til at få set på noget, som de fleste ikke rigtig gider beskæftige sig med i hverdagen

Kommunaldirektør i Sorø Kommune, Søren Søndergaard Kjær

- Vi har en medarbejder, der har kontakt til Rigshospitalet, så vi ved, hvornår hun kommer tilbage. Det vil vi gerne vide for at kunne give hende den nødvendige hjælp, hun får brug for, når hun kommer tilbage, siger kommunaldirektør i Sorø Kommune, Søren Søndergaard Kjær.

Efter oplevelsen har medarbejderne på kommunen været samlet tre gange til debriefing. En håndfuld medarbejdere får fortsat hjælp af krisepsykologer til at håndtere den voldsomme hændelse.

Læs også Øjenvidne til ildspåsættelse på Borgerservice: Hendes hår og tøj stod i flammer

Energi til at se på beredskabsplan

Oplevelsen givet anledning til at få kigget lidt på et emne, der normalt ikke fylder særlig meget i hverdagen på Borgerservice.

- Vi har fået energi forærende til at få set på noget, som de fleste ikke rigtig gider beskæftige sig med i hverdagen. Vi er i gang med at kigge på vores beredskabsplan, fortæller kommunaldirektøren.

Læs også Satte ild til sig selv: Kvinde er nu udenfor livsfare

Personalet fik stor ros af det tilkaldte beredskab for at have håndteret den brændende kvinde på en fornuftig måde.

I løbet af de næste måneder vil der blive gennemgået, om alt det materiale, der skal være, er på plads og om der er noget i beredskabsplanen, der skal se anderledes ud.

Allerede nu er der købt et ekstra brandtæppe til Borgerservice og nærpolitiet, der også holder til i bygningen, har fået en pulverslukker.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App