Det vi har sammen

Kvinde sad fast i mudder for at redde sin hund: Nu advarer hun andre

01:26

Sådan så det ud, da Christel Lindhardsen skulle reddes op fra havnebassinet. Foto: Per Rasmussen

1 af 2

Hendes hund faldt ned i et mudret havnebassin og sad fast. Derfor blev Christel Lindhardsen nødt til selv at hoppe i, men endte med selv at sidde fast.

- Konen i muddergrøften.

Sådan lyder det fra Christel Lindhardsen fra Stensby.

For torsdag kort før middag faldt hendes hund ned i havnebassinet i Pedersværft Havn mellem Kalvehave og Vordingborg, hvor den ikke kunne komme op.

Og hvad gør man så? Så må man hoppe ned efter hunden. Men bassinet var så mudret, at de begge endte med at sidde fast.

Mudderet så lyst og tørt ud, som om det kunne bære Christel Lindhardsen. Men det kunne det ikke. Og til sidst var hun fanget i mudderet til midt på lårene. Det lykkedes hende at få hunden op, men ved hvert forsøg hun gjorde for selv at komme op, sank hun længere ned.  

Derfor endte det med, at fire redningsfolk fra Midt- og Sydsjællands Brand & Redning blev nødt til at køre ud og hjælpe hende fri.

Håber, der kommer hegn op

Ved hjælp af paller lykkedes det til sidst for Christel Lindhardsen at komme op.

- Den ene redder tog mig i bukselinningen og hev til, og den anden tog mig under armene. Og så lykkedes det til sidst, fortæller Christel Lindhardsen.

- Men jeg så ikke godt ud, vel?  

Artiklen fortsætter under billedet.

Sådan så Christel Lindhardsen ud, efter hun blev reddet op af havnebassinet. Foto: Per Rasmussen

Dagen derpå er det ikke så slemt, fortæller hun.

- Når det ender godt, så er jeg ret sej i det. Og det er hunden åbenbart også, siger Christel Lindhardsen.

Men hun har dog en forhåbning, så det ikke sker for andre.

- Se, hvor råddent det er. Han har nok bare tænkt, at der er vand dernede og så er skredet udover. Så der skal et hegn op her. Det vil jeg håbe, jeg kunne bevirke, så det ikke sker for andre.

Intet hegn på vej

Ejeren af Pedersværft Havn, Anne Sophie Iuel, fastslår dog, at der ikke kommer hegn op omkring havnen.

- Jeg er ked af, at kvinden fik den ubehagelige oplevelse. Havnen er privat område, men vi skilter ikke med det af hensyn til miljøet. Petersværft har mange besøgende og det er vigtigt for os at de føler sig velkomne. Vi mener ikke der er et generelt sikkerhedsproblem og derfor bliver der ikke sat hegn op, siger hun til TV ØST.

Tip os Har du et godt tip?