En 25-årig kvinde blev torsdag aften ramt af noget i hovedet, der muligvis kan være et hagl, i Benløseparken ved Ringsted.
Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.
Kvinden stod sammen med en 26-årig kvinde og ventede på bussen, da de hørte en susende lyd to gange. Kort efter opdagede den 25-årige, at hun var blevet ramt af noget i hovedbunden og havde fået et overfladisk sår.
Fandt ingen hagl i området
De to kvinder kontaktede politiet, men havde ikke bemærket noget mistænkeligt og kunne heller ikke fortælle, hvor lyden kom fra.
Den 25-årige blev undersøgt på skadestuen, og politiet undersøgte området ved busstoppestedet – dog uden at finde hagl eller lignende.
Politiet vil derfor gerne høre fra personer, der har bemærket noget i området omkring klokken 21.15 torsdag aften og som dermed kan kaste lys over, hvad der er sket.
Du kan kontakte lokalpolitiet i Ringsted på 1-1-4.