En brand i et rækkehus på Kuhlausvej i det nordlige Næstved fik lørdag aften tragiske konsekvenser.
For selvom brandfolk fra Midt- og Sydsjællands Brand & Redning var hurtigt fremme på stedet kort efter klokken 21.00, så kunne de intet stille op for at redde den ældre kvinde ud af det brændende rækkehus.
Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til TV ØST.
Det er et yderst tragisk uheld
- Det er et yderst tragisk uheld, siger Ehm Christensen, vagtchef hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, til TV ØST.
Mangler at informere de pårørende
Det var angiveligt hjemmeplejen, som opdagede flammerne i rækkehuset, der ligger i udkanten af Næstved.
- Branden er formentlig opstået ved rygning, fortæller Ehm Christensen om politiets undersøgelser på stedet.
Ingen andre kom til skade i forbindelse med branden, ligesom der heller ikke blev evakueret andre beboere i boligområdet.
De eventuelle pårørende mangler ifølge politiet stadig at blive underrettet.
Opdateret: Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har fundet frem til afdødes pårørende, men politiet er endnu ikke kommet igennem til de pårørende.