Kvinde fra Slagelse dømt for trusler mod politiker

- Jeg har kvajet mig, sagde en 62-årig kvinde ved Retten i Næstved onsdag, da hun tilstod at have truet den radikale politiker Zenia Stampe (R) på Facebook.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Hun skal bare aflives.

Sådan skrev en dengang 61-årig kvinde fra Slagelse om den radikale politiker Zenia Stampe (R) på Facebook.

Truslen blev fremsat i den højreorienterede Facebook-gruppe "Det nationale Danmark". Kommentaren var en reaktion på politikerens holdninger til flygtninge og indvandrere.

Det har onsdag kostet hende 60 dages betinget fængsel. Dommen er faldet ved Retten i Næstved.

Sagen blev behandlet som en tilståelsessag uden domsmænd, da den nu 62-årige kvinde erkendte sig skyldig.

zenia_stampe.jpg
Læs også
To personer fra regionen sigtet for trusler mod Zenia Stampe
zenia_stampe.jpg
Læs også
To personer fra regionen sigtet for trusler mod Zenia Stampe

Tilstod trusler

- Jeg har kvajet mig i affekt, og jeg tilstår.

- Jeg kan ikke engang huske, hvad det var, hun (Zenia Stampe red.) havde skrevet i første omgang, sagde hun i retslokalet.

Kvinden er uddannet smørrebrødsjomfru, men er nu førtidspensionist. Retten vurderede, at fysiske og psykiske problemer gjorde, at hun ikke skulle idømmes samfundstjeneste.

I afgørelsen om straf lagde retsformanden vægt på, at truslen var rettet mod en enkeltperson.

- Man er med til at opildne en stemning, når man peger på et menneske og siger, at det menneske skal slås ihjel.

- Det er en grov udtalelse mod en politiker, som skal have lov til at komme med sine meningsytringer, sagde retsformand Lene Sigvardt.

Sagen tilsiger egentlig, at man er berettiget til en fængselsdom, pointerede retsformanden.

- Undtagelsesvis gør jeg straffen betinget. Men det er ikke fordi, at den handling, du gjorde, ikke kan give fængsel. Jeg kan simpelthen ikke se dig inde i et fængsel, sagde hun.

Flere trusler

I de seneste år har der været flere sager om trusler mod politikere på internettet.

Zenia Stampe selv er tilfreds med udfaldet. Hun mener, at det lader til, at retssystemet er ved at udvikle en praksis for, hvornår ytringer er strafbare, og hvilke straffe de bør medføre.

- Det handler ikke om hævnfølelse. Jeg er glad for, at det lader til, at retssystemet er ved at udvikle en praksis på det her område.

- Lidt optimistisk kan man tro på, at sagerne og deres udfald kan være med til at luge ud i de voldsomme ytringer, der er derude, siger den radikale politiker.


Nyhedsoverblik