Kvinde død i detentionen: Betjente skal til afhøring

Politiklagemyndigheden er i gang med efterforskningen af en 58-årig kvindes død. Næste skridt er at få klarlagt dødsårsagen og få afhørt alle involverede.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det er den Uafhængige Politiklagemyndighed, der har til opgave at komme til bunds i, hvad der tæt på midnat mandag førte til en 58-årig kvindes død.

Den 58-årige kvinde var blevet bragt til politistationen, hvor hun blev sat i detentionen. Årsagen til hendes ophold i detentionen vil Politiklagemyndigheden ikke kommentere på, men de fortæller, at hun ikke var blevet anholdt forinden.

To efterforskere sendt afsted til Næstved

Politiklagemyndigheden blev kontaktet straks efter, at kvinden blev opdaget livløs i detentionen.

- Jeg blev kontaktet den 29. august kort før midnat, hvor jeg får en melding om, at der er en kvinde, der er afgået ved døden på politistationen i Næstved. Hun er blevet fundet livløs uden vejrtrækning i detentionen. Man har forsøgt sig med genoplivning, men uden held, siger Rasmus Blaabjerg, der er kontorchef i Den Uafhængige Politiklagemyndighed.

Når en person afgår ved døden i politiets varetægt er det automatisk hos Politiklagemyndigheden, at efterforskningen skal foregå.

- Efter jeg modtog meldingen sendte jeg straks to efterforskere afsted mod Næstved. På politistationen besigtigede de afdøde, ligesom de også afhørte nogle af de polititjenestemænd, der havde været til stede omkring kvinden, siger Rasmus Blaabjerg.

Lægelige oplysninger og afhøringer af alle involverede mangler

Efterforskningen af sagen er ifølge Rasmus Blaabjerg stadig i fuld gang, men hvornår der ligger en konklusion klar, vil han ikke spå om.

- I første omgang skal vi have fastslået en dødsårsag. Og så er vi heller ikke færdige med alle afhøringer. Så tidshorisonten er afhængig af, hvornår vi får de lægelige oplysninger, og hvornår de sidste afhøringer kan foretages, forklarer Rasmus Blaabjerg.

Det er alle de polititjenestemænd, der var til stede ved detentionen og som havde kontakt til kvinden, som skal afhøres i sagen. Også de, der havde med kvinden at gøre op til hendes anbringelse i detentionen skal afgive forklaring.

Når politiklagemyndigheden afslutter deres efterforskning, så vil de sende en redegørelse til Statsadvokaten i København.


Nyhedsoverblik