Kvinde anholdt efter tyveri af flere hjertestartere

Arkivfoto. Foto: René Holm

En 49-årig kvinde fra Holbæk er blevet sigtet for at stjæle fire hjertestartere fra samme sted.

En 49-årig kvinde fra Holbæk er blevet anholdt for en forbrydelse, som kunne have fået alvorlige konsekvenser.

Kvinden er sigtet for at have stjålet fire hjertestartere i Holbæk, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

- Det er ret usædvanligt, fordi de fire tyverier er sket fra samme sted i Holbæk, siger Martin Bjerregaard fra Midt- og Vestsjællands Politi.

Hjertestarterne hang ved Jyske Bank på Bysøstræde i Holbæk og er blevet stjålet i juli og august sidste år samt i januar og februar i år.

- Vi har undret os over, hvem der ville stjæle dem. Men søndag gik der hul på bylden, hvor vi fandt frem til kvinden, som var i besiddelse af to af hjertestarterne. Vi sigter hende dog for alle fire tyverier, selvom vi på nuværende tidspunkt ikke ved, hvor hun har gjort af de to resterende. Det må vi nu forsøge at klarlægge, siger Martin Bjerregaard.

Sagen ender i retten

Søndag morgen modtog politiet en anmeldelse om et tyveri af en hjertestarter ved Jyske Bank på Bysøstræde. Senere på dagen bragte efterforskningen politiet frem til en adresse i Holbæk, hvor de sidst på dagen kunne anholde den 49-årige kvinde.

- Vi har ikke nogen konkrete situationer, hvor en person er afgået ved døden, fordi der ikke var nogen hjertestarter på det pågældende sted. Så det er hun ikke sigtet for, hun er kun sigtet for det reelle tyveri, siger Martin Bjerregaard.

Læs også 75-årige Arne fik hjertestop midt i svømmehallen

Kviden fortalte til politiet, at hun selv skulle bruge hjertestarterne, fordi hun havde dårligt hjerte.

- Men det giver ikke nogen mening, for hvis man får et hjertestop, så er det jo ikke selv, der skal betjene maskinen. Men er man taget med fingrene i kagedåsen, så kommer man jo med en dårlig forklaring, siger Martin Bjerregaard.

Den 49-årige blev løsladt efter afhøring, men nu skal sagen behandles i retten.

 

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App