Kunstnere bygger bro på tværs af Femern Bælt

15 kunstnere fra Lolland og Femern udstiller deres værker hos hinanden. Initiativtageren bag håber, det kan bygge bro mellem de to lande.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det er brobyggeri forud for den faste tunnelforbindelse mellem Lolland og Femern, når 15 kunstnere fra Danmark og Tyskland udstiller deres værker hos hinanden.

Sådan betegner kunster og initiativtager Ann-Vibeke Munter det i hvert fald.

- Jeg håber på et større samarbejde med de tyske kunstnere. I vores område taler vi meget om den faste forbindelse, og hvornår den kommer, derfor laver vi et samarbejde på tværs af grænsen, siger Ann-Vibeke Munter, der står bag projektet med de danske og tyske kunstnere, til TV ØST.

Med sine to gallerier i Maribos gågade på Lolland har hun gjort plads til, at otte kunstnere fra Femern kan udstille deres værker.

 Vi bliver knyttet tættere sammen og får brug for hinanden, siger Ann-Vibeke Munter

- Vi bliver knyttet tættere sammen og får mere brug for hinanden, siger Ann-Vibeke Munter.  

Forleden var der åbningsreception i Maribo, hvor der blev præsenteret en udstilling med dansk og tysk kunst side om side. Og inden længe åbner der en lignende udstilling i Burg på Femern.  

EU støtter projektet

Ambitionen om at binde de to øer sammen på tværs af Femern Bælt har kastet støttekroner fra EU af sig, fortæller Ann-Vibeke Munter.

- EU har interesse i, at vi samarbejder på tværs af landene. Derfor betaler de transport og overnatning, så vi kan udstille hos hinanden, siger hun

Død by blomstrer op

Det særlige ved Ann-Vibeke Munters gallerier er, at de ligger i det, der tidligere var tomme butikker på en tidligere travl gågade i Maribo. Tomme butikker bliver ofte forskanset med malerier ud til gaden, men hos Munter bruger man hele butikken som galleri.

-Jeg håber, at byen blomstrer op. Maribo har jo været ved at dø, så hvis vi kan fylde de tomme butikker ud, ville det være dejligt, siger hun.  

Det samme håber hun vil ske på den anden side af bæltet, når tyskerne inden længe åbner deres udstilling med dansk og tysk kunst side om side.

Stor forskel på dansk og tysk kunst

Ifølge siger Ann-Vibeke Munter er der stor forskel på dansk og tysk kunst. I hvert fald blandt de 15 udstillere fra Lolland og Femern.

- Tysk kunst adskiller sig fra dansk kunst. Tyskerne er mere strikse og struktureret, mens danske kunstnere er flyvske og frie, siger hun.

Udstillingen i Maribo kan opleves frem til den 23. juni, mens udstillingen i Brug med besøg fra syv danske kunstnere åbner den 1. juni og kan ligeledes opleves frem til den 23. juni.


Nyhedsoverblik