Kunder raser mod træpillefirma

04:06

Adskillige forbrugere føler sig snydt af et træpillefirma, som hverken har leveret varer eller givet pengene tilbage. I alt mener en gruppe, at være blevet snydt for over 600.000 kroner.

Netop nu er Sydsjællands og Lolland-Falsters Politis afdeling for økonomisk kriminalitet ved at se på flere anmeldelser fra folk, som føler sig snydt af et træpillefirma.

Siden efteråret har et firma over nettet solgt store mængder træpiller til forbrugere over hele landet. Forbrugere, som blandt andre Jeanette og Troels Nygaard fra Korsør, har hverken modtaget deres varer eller fået deres penge retur.

- Vores første levering fra dem var super god, og så blev vi kontaktet af dem igen med et godt tilbud. Så vi betalte for 97 paller træpiller, fortæller Troels Nygaard.

Snydt for over 75.000 kroner

Ifølge parret var det meningen, de ville sælge træpillerne videre, men så langt kom de aldrig. Og deres godt 75.000 kroner har de ikke set siden.

- Chokeret starter man jo med at være, og så bliver man vred, fordi det går op for en, hvor mange der er blevet snydt, altså vi er bare en dråbe i havet, siger Jeanette Nygaard.

Redaktionen på TV ØST er bekendt med virksomhedens navn, men ejernes advokater har onsdag begæret om et navneforbud i sagen, som vil blive afgjort torsdag.

Hos Lotte Hansen fra Slagelse kender man også til virksomheden. I april købte hun træpiller til sit pillefyr til vinteren for over 10.000 kroner.

Hun har heller ikke modtaget sine varer eller penge, og selvom folkene bag firmaet har lovet bod og bedring under hele forløbet, har hun nu givet op, fortæller hun.

- Jeg tror, det er snyd og humbug og bedrag lige til fingerspidserne, siger Lotte Hansen.

Facebookgruppe snydt for over 600.000 kroner

På Facebook har over 40 personer samlet sig en fælles gruppe og vil nu forsøge at få deres penge tilbage.

Ifølge administratoren på siden er alle medlemmer blevet snydt for deres penge gennem bestillinger af træpiller.

Samlet set har siden medlemmer over 600.000 kroner til gode hos virksomheden, lyder buddet.

Ifølge politiet har de modtaget en række henvendelser, som de  nu vil se nærmere på.

Men det er svært i den slags sager, fordi politiet skal kunne bevise, at der er tale om decideret svindel og ikke bare dårlig forretningsførelse.

- Det er jo en situation, hvor der er aftalt mellem to parter, en køber og en sælger, og her er det så den ene part, som ikke har overholdt sin del af aftalen, siger leder af afdelingen for økonomisk kriminalitet, Johannes Skree-Lassen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi og fortsætter:

- Det er jo ikke i sig selv kriminelt, det kan man bringe til en civil domstol til fogedretten og så anlægge sag, hvis man vil have sine penge retur, siger han. 

Træpillefirma meldt til SKAT og politi

Hos Biobrændselsforeningen har man længe holdt øje med træpillefirmaet og deres utroligt billige priser. Og brancheforeningen har nu valgt at melde virksomheden til både SKAT og politiet.

- Det skal da ikke være sådan, at træpilleforhandlere er sådan nogle man hele tiden skal tjekke, fordi de er nogle værre banditter alle sammen. Så vil vi gøre alt for, at vores medlemmer skal leve op til nogle standarder og moraler, så branchen ikke skal svines til på den måde her, fortæller bestyrelsesmedlem i Biobrændselsforeningen, John Andersen fra Vordingborg.

TV ØST har flere gange forsøgt at kontakte folkene bag træpillefirmaet, men uden held. Ifølge advokat Erbil Kaya mener hans klienter - ejerne bag træpillefirmaet  - ikke, at have gjort noget ulovligt.

- Mine klienter nægter sig skyldige, og det gør de,  fordi de ikke har foretaget sig noget for at bedrage folk. Det er vigtigt for dem at fastslå, og den ene af klienterne har også besøgt politiet i går for at fortælle dem om sammenhængen og sin version af historien, siger Erbil Kaya.

Både Jeanette og Troels Nygaard fra Korsør samt Lotte Hansen fra Slagelse har meldt sagen til politiet.

 

 

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App