Kundbysagen: Varetægtsfængslingen forlænget

Foto: Arkivfoto

To sigtede, der er mistænkt for planer om at angribe to skoler, skal forblive fængslet, oplyser retten.

En 16-årig pige fra Kundby og en 24-årig mand fra Aarhus skal fortsat sidde fængslet, efter at de onsdag ved Retten i Holbæk frivilligt har ladet deres varetægtsfængslinger forlænge.

Varetægtsfængslingen er forlænget i fire uger indtil 17. august. Da de begge accepterede fortsat fængsling, var der ikke retsmøde i Holbæk onsdag.

Det er sjette gang varetægtsfængslingen af de to mistænkte bliver forlænget. I over et halvt år har pigen og manden været fængslet i forbindelse med den såkaldte Kundbysag om formodede planer mod to skoler.

Bombeplaner mod skoler

Den 16-årig pige er sigtet for at ville angribe den jødiske Carolineskolen i København og Sydskolen i Fårevejle med hjemmelavede bomber, mens den 24-årig tidligere syrienkriger fra Aarhus er sigtet for at medvirke til den unge piges planer.

Sagen begyndte 13. januar i år, da Midt- og Vestsjællands Politi gennemførte en større politiaktion på en adresse ved Kundby ikke langt fra Holbæk.

Den dengang 15-årige pige, som er konverteret til islam, blev anholdt og fremstillet i grundlovsforhør dagen efter.

Samme dag blev en 24-årig mand anholdt i Østjylland efter at have meldt sig selv.

Tidligere syrienskriger

Manden har været i Syrien flere gange og har stået frem i flere medier og fortalt om en ungdom med vold og røverier, som til sidst kostede ham en dom på to års fængsel.

De to sigtede mødte angiveligt hinanden på internettet, hvor den nu 16-årige pige også har erklæret sin støtte til jihad.

Hun har selv tidligere gået på Sydskolen i Fårevejle, som hun ifølge sigtelsen planlagde at angribe med hjælp fra den 24-årige.

/ritzau og TV ØST

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App