Kundbypigen får skærpet straf: Skal otte år i fængsel

Den 17-årige Kundbypige blev mandag idømt otte års fængsel ved Østre Landsret.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Den 17-årige Natascha Colding-Olsen fra Kundby blev mandag eftermiddag dømt til otte års fængsel.

Det skete ved Østre Landsret.

Natascha Colding-Olsen blev fredag dømt skyldig i at have planlagt terrorangreb mod Sydskolen i Fårevejle og Carolineskolen i København - og dommen mandag udløser dermed straffen for at have planlagt angrebet.

Virkede lettet over straf

Det er pigens unge alder, der har været udslagsgivende for den forholdsvis lave straf.

14 dommere og domsmænd har således stemt for otte års fængsel, tre har stemt for seks år - og kun én har stemt for at følge anklagerens ønske om at give pigen en forvaringsdom. Du kan læse begrundelserne for dommen på Østre Landsrets hjemmeside.

Trods skærpelsen af dommen virkede Kundbypigen lettet over straffen, og krammede umiddelbart efter domsafsigelsen sin forsvarer, Mette Grith Stage, hårdt.

Hun så samtidig meget glad og lettet ud, og smilede bredt, før hun blev ført ud af retslokalet.

Skærpet straf

Dommen er en skærpelse af en dom fra Retten i Holbæk, der den 16. maj i år kendte pigen skyldig for at have planlagt terrorisme, og i at have udsat en ansat ved det opholdssted, hvor hun var varetægtsfængslet i surrogat for vold af særlig grov karakter. Det sidste forhold har ikke været behandlet i ankesagen, da Natascha Colding-Olsen ikke har anket denne del af byretsdommen.

Kundbypigen blev anholdt den 13. januar 2016 under en stor politiaktion i Kundby ved Holbæk. Her fandt politiets teknikere kemikalier til sprængstoffer i kælderen under familiens hus.

Pigen har siden været varetægtsfængslet. 

 


Nyhedsoverblik