Kundby-sagen fortsætter: I dag fremlægges nye beviser for nævningene

I 11. time fik anklageren nye oplysninger i Kundby-sagen - og dem skal vi høre i dag. TV ØST liveblogger fra retten.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Du finder livebloggen længere nede i artiklen. Journalist Anders Garde blogger fra Retten i Holbæk.

Der skulle egentligt have været afsagt dom i Kundby-sagen den 5. maj. 

Sagen, hvor den nu 17-årige pige fra Kundby er tiltalt for at ville bombe på sjællandske skoler. Men nu får anklager, Kristian Kirk, altså lov til at styrke sin sag ved at fremlægge nye beviser i dag, onsdag. 

For både Retten i Holbæk og Østre Landsret mener, at de nye oplysninger kan få betydning for dommere og nævningenes afgørelse af terrorsagen. 

- Under hensyn til sagens alvorlige karakter og indholdet af de nye beviser tiltræder landsretten, at anklagemyndighedens påstand om genoptagelse af bevisførelsen tages til følge, lyder det i Østre Landsrets afgørelse. 

Kundby-sagen - Dag 6

playliveblog

De nye beviser

De nye beviser består af sedler, der for nylig blev fundet i den tiltalte piges sko og i hendes celle i Vestre Fængsel. Blandt andet er der fundet to breve, som ifølge Kristian Kirk er skrevet til den terrordømte Hamza Cakan.

Derudover er der også fundet en seddel, hvorpå der står en række navne.

- Det er alle sammen folk, der er dømt i danske terrorsager, sagde Kristian Kirk fredag i Retten i Holbæk, da han bad om lov til at føre de nye beviser.

En anden seddel, der er blevet fundet, er dateret 30. april 2017. På baggrund af datoen er der ifølge anklageren tale om "helt friske refleksioner" fra den 17-årige pige om hendes situation. Tilsyneladende beskriver pigen indholdet på sedlen som "sandheden".

- Det synes jeg, er ekstremt relevant, sagde Kristian Kirk fredag.

Forsvareren gik til landsretten

Pigens forsvarer, Mette Grith Stage, gik selv til landsretten for at forhindre, at anklagemyndigheden fik lov at genoptage bevisførelsen i Kundbysagen. 

Men nu har også landsretten vurderet, at anklageren må fremlægge sine nye oplysninger. 

Og til årsagen til, hvorfor forsvarsadvokaten tror, at anklageren vil fremlægge disse beviser i 11. time, siger hun:

- Det er jo, fordi anklageren tilsyneladende finder det her interessant. Og så tror jeg også med al respekt for en dygtig anklager, at anklageren godt er klar over, at han har en bevismæssig svag sag, og så vil han jo gerne undersøtte sin egen sag og sine egne synspunkter og ligesom tage luften ud af min procedure, siger Mette Grith Stage. 

Skyldsspørgsmålet i sagen ventes afgjort 16. maj.


Nyhedsoverblik