Nyheder fra din hverdag

Kundby-pigen får seks års fængsel for terrorplaner

00:25

1 af 2

Den 17-årige terrordømte pige fra Kundby har nu fået afgjort sin skæbne.

Det er ikke set før i Danmarkshistorien. En ganske ung pige, endnu ikke myndig, har haft konkrete planer om at bombe to skoler på grund af religiøs overbevisning. Hun blev tirsdag kendt skyldig i terrorforsøg mod to skoler på Sjælland.

Og nu har Retten i Holbæk besluttet, at 17-årige Natascha Colding-Olsen skal seks år i fængsel.

TV ØSTs reporter fra Retten i Holbæk oplyser, at den terrordømte pige smilede og så lettet ud, da hun modtog straffen, mens hendes mor fik tårer i øjnene efter dommen blev læst op.

To stemte for forvaring

Der blev i afgørelsen lagt vægt på pigens unge alder, hun er ikke tidligere straffet og hun er umoden.

Alligevel var der to af nævningene, der stemte for at den 17-årige pige skulle idømmes forvaring, mens en enkelt mente, at straffen skulle lyde på 10 års fængsel.

Det var også enten forvaring eller som minimum 10 års fængsel, anklageren plederede for i sin procedure i tirsdags. Ligesom Retslægerådet anbefalede, at pigen skulle i forvaring.

Men det har retten altså valgt at ignorere, og pigen får nu den straf, som hendes forsvarer håbede.

Brev- og besøgskontrol ophævet

Efter dommen på de seks års fængsel var blevet afsagt, protesterede forsvarer Mette Grith Stage mod brev- og besøgskontrol.

Dommeren valgte at efterkomme protesten og krontrollen er blevet ophævet. Hun skal dog fortsat være varetægtsfængslet. 

Natascha Colding-Olsen og hendes advokat Mette Grith Stage så tydligt lettede ud, da de forlod retslokalet.

Fra skolepige til terrorist

Det er flere gange blevet beskrevet, hvordan pigen har gennemgået en transformation. Pigen, der sidenhen er blevet kendt som Kundby-pigen, lagde billeder op på Facebook af sig selv, smilende. Billeder som mange andre unge også lægger ud på sociale medier.

Hun var 15 år og gik i folkeskolen på Sydskolen i Fårevejle.

Men nærmest fra den ene dag til den anden ændrede billederne karakter, og ligeså gjorde den unge pige. Støtte til Islamisk Stat. Krig. Terror. Det begyndte at fylde mere og mere hos skolepigen.

Vi skal sætte vores lid til Allah, så vil intet knække os

Uddrag af et brev skrevet af den 17-årige Kundby-pige

Hun begyndte at planlægge to attentater både mod sin tidligere folkeskole i Fårevejle og mod den jødiske Carolineskole i København. De skulle tilsyneladende bombes.

Den 17-årige pige er kendt skyldig i at anvende bombemanualer, anskaffe kemikalier og forsøge at fremstille sprængstoffet TATP. For at planlægge en prøvesprængning samt at forberede et terrorangreb mod den jødiske privatskole Carolineskolen i København. Hun er også skyldig i at forberede et angreb mod Sydskolen i Fårevejle.

Angrebene mislykkedes, ifølge sigtelsen, fordi hun blev anholdt.

Grov vold blev tilføjet sigtelsen

Pigen på dengang 15 år blev anholdt og sigtet for ovenstående. I sin varetægtfængsling blev hun anbragt på en institution. Under sit ophold stak hun en ansat på institutionen med et stykke glas, og pigen skrev således i et brev efter episoden:

- Jeg stak en pædagog ned, som tidligere har været soldat i Afghanistan. Det kunne jeg ikke acceptere. Vi skal sætte vores lid til Allah, så vil intet knække os, står der i brevet skrevet af Natascha Colding-Olsen.

Så farligt er sprængstoffet "Satans mor" i Kundby-sag

Sprængstoffet TATP er før blevet brugt ved terrorangrebet i London. Det kaldes også "Satans mor".

Retten i Holbæk har torsdag idømt en 17-årig pige fra Kundby seks års fængsel. Tirsdag blev hun kendt skyldig i anklager om at planlægge bombeangreb mod to skoler. Hun er dømt for at have anskaffet sig kemikalier og forsøgt at fremstille sprængstoffet TATP, der er uhyre farligt og også kaldes "Satans mor":
  • TATP fremstilles af blandt andet acetone, brintoverilte og syre. Kundbypigen havde købt både brintoverilte og acetone i to Matas-butikker.
  • TATP er meget populært blandt terrorister, fordi det er nemt at fremstille. Tilnavnet "Satans mor" skyldes, at det er meget ustabilt. Det blev blandt andet brugt ved terrorangrebet i London i 2005.
  • Herhjemme var det TATP, der eksploderede mellem hænderne på Lors Doukaev på Hotel Jørgensen i København, og det var også dette sprængstof, som de dømte i den såkaldte Glasvej-sag havde fremstillet.

Kilde: Ritzau

 

Tip os Har du et godt tip?