Den 16-årige pige, der er sigtet for planer om at bombe to skoler, skal forblive i varetægtsfængsling frem til den 30. marts.
Det har dommeren i Retten i Holbæk besluttet.
Hun skal dog ikke længere opholde sig i et arresthus, men skal derimod fængsles i surrogat på en ungdomsinstitution.
Flyttet sker efter anmodning fra pigens forsvarsadvokat med henvisning til pigens unge alder.
- Arresthuse, det er altså steder hvor der sidder voksne mennesker, og forholdene i arresthuse er fuldstændig anderledes, end de er på institutioner for børn og unge. Institutionen er selvfølgelig ikke et sted, hvor du bare kan gå - det er ikke som en hyttetur eller noget. Der er selvfølgelig personale, der bevogter. Det er ligesom et ungdomsfængsel, hvis man kan kalde det det, når vi ikke har ungdomsfængslet i Danmark, siger forsvarsadvokat Nima Nabipour.
24-årig forbliver fængslet
Den 24-årige medtiltalte - en tidligere syrienskriger fra Østjylland skal blive i varetægtsfængsling frem til den 30. marts.
Anklageren og den 24-årige overvejer om de vil kære beslutningen.