Kundby-pigens mor kritiserer myndigheder

Den 17-årige Kundby-piges mor retter en kritik mod myndighederne, da hun mener, de ikke har gjort nok for at stoppe pigens radikalisering.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Holbæk Kommune, politiet og PET har ikke gjort deres arbejde godt nok i deres håndtering af sagen omkring den 17-årige pige fra Kundby.

Sådan lyder kritikken fra moderen til den såkaldte Kundby-pige, efter der torsdag faldt dom i Retten i Holbæk. Her fik den 17-årige pige seks års fængsel for at planlægge bombeangreb mod to skoler på Sjælland.

I et interview med TV ØST, hvor moderen optræder anonymt, fortæller hun, at hun flere gange har forsøgt at kontakte politiet og Holbæk Kommune for at få hjælp. Hun kunne nemlig mærke at hendes datter var på vej ud af et sidespor.

- Det var derfor, jeg bad om hjælp. Det er bare trist, at man ikke får det. Men det kan være, at de nu har fået øjnene op for, at de skal have mere fokus på de unge mennesker, siger moderen.

Bekymrede sig om sin datters opførsel

Ifølge Berlingske tog moderen kontakt til Holbæk Kommune den 15. september 2015. Det var første gang moderen delte sin bekymring med kommunen, fordi pigen viste stor interesse for islam og Tyrkiet.

Moderen tog endnu en gang fat i kommunen den 20. november 2015. Natten inden havde familien haft besøg af politiet. Den unge pige havde ved en fejl sendt en sms-besked til en forkert modtager. I beskeden havde pigen skrevet, at hun desperat søgte en, der kunne hjælpe hende med jihad, som mange forbinder med hellig krig.

Midt- og Vestsjællands Politi og PET valgte efterfølgende at indkalde pigen til en bekymringssamtale den 2. december 2015. Her tog moderen kontakt til en medarbejder fra PET. 

- Jeg synes ikke, jeg kunne gøre mere. Jeg har ikke de kompetencer, som kommune, politi og PET har.  De vurderede jo, at der ikke var noget at komme efter, så hvordan skulle jeg kunne gøre det, siger moderen, der er frustreret over, at hun ikke fik den nødvendige hjælp.

Den daværende 15-årige pige blev den 13. januar i 2016 anholdt, efter pigens bror havde kontaktet politiet den 12. januar. Familien havde nemlig fundet kemikalier i husets kælder, som kunne bruges til at fremstille bomber med.

Håber der kommer fokus på radikalisering blandt unge

Tilbage i Kundby sidder pigens mor nu og håber, at man kan lære af den såkaldte Kundby-sag, så man i fremtiden undgår, at radikalisering når så vidt.

- Jeg håber, at der kommer meget mere fokus på radikalisering blandt unge mennesker, så det bliver taget i opløbet, så det ikke kommer så langt ud, som denne sag er kommet, siger moren til Kundby-pigen.

Den 17-årige pige har 14 dage fra domsafsigelsen til at overveje, om hun vil anke sin fængselsdom eller ej.


Nyhedsoverblik