Kundby-pigens forsvarer: Jeg er meget tilfreds med dommen

Mette Grith Stage er tilfreds med dommen på seks år. Foto: TV ØST

Kundby-pigen er blevet idømt seks års fængsel for terrorplaner. Hendes forsvarer forklarer, at hun er tilfreds med dommen.

Seks års fængsel lyder dommen på til den 17-årige Natascha Colding-Olsen fra Kundby. Hun er blevet dømt for terrorplaner mod to skoler.

TV ØSTs reporter fra Retten i Holbæk beskriver, hvordan både den unge pige og hendes advokat smilede og nærmest drog et lettelsens suk, da dommen blev læst op.

Og forsvarer Mette Grith Stage sagde efter retsmødet, at det var den rigtige beslutning.

- Jeg tænker, at det er det rigtige resultat, og jeg er selvfølgelig glad, fordi retten lagt sig op ad det, jeg anbefalede, tilføjer hun.

Anklageren har kraftige overvejelser om at anke afgørelsen. Hvad tænker du om det?

- Det er selvfølgelig naturligt, at han siger det, han nedlagde en påstand om forvaring og ender på seks års fængsel, så selvfølgelig er han nødt til at gå hjem og overveje det. Det er jo den måde, han passer sit arbejde på. Men jeg mener, at det her er det rigtige, svarer Mette Grith Stage.

Det er en mild dom ifølge anklageren. Burde den have været så mild?

- Ja, man skal jo huske på, at det var en på gerningstidspunktet 15-årig pige. Man er også nødt til at kigge på andre sager, og der er jo en af de tidligere terrorsager, hvor en 16- eller 17-årig i en noget mere alvorlig situation får syv års fængsel. Den dom påberåbte jeg mig inde i retten, og det, tror jeg, retten lyttede til, og så giver det mening, at min klient skal have lidt mindre.

Hvad siger din klient til dommen?

- Jamen, hun er glad. Det har været en belastning for hende at have den her sag hængende i så mange måneder og især forvaringspåstanden. Så selvfølgelig er hun både glad og lettet, som en hver anden 17-årig ville være.

Hvordan tænker du, at hendes kommende tid i fængslet vil være?

- Det er ikke sådan, at der ikke er nogen, som ikke tager forhånd om hende, fordi hun ikke har fået en forvaringsdom. Der er et helt system, der er har hende i varetægt i mange år endnu. 

To stemte for forvaring

Der blev i afgørelsen også lagt vægt på pigens unge alder, hun er ikke tidligere straffet og hun er umoden.

Dog var der to af nævningene, der stemte for at den 17-årige pige skulle idømmes forvaring, mens en enkelt mente, at straffen skulle lyde på 10 års fængsel.

Læs også Det betyder en forvaringsdom

Det var også enten forvaring eller som minimum 10 års fængsel, anklageren plederede for i sin procedure i tirsdags. Ligesom Retslægerådet anbefalede, at pigen skulle i forvaring.

Men det har retten altså valgt at ignorere, og  Natascha Colding-Olsen får nu den straf, som hendes forsvarer håbede.

Forvaring kan idømmes i stedet for straf i sager, hvor den dømte anses som meget farlig, og hvor retten anser en tidsubestemt indespærring som nødvendig for at forhindre ny kriminalitet

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App