Det vi har sammen

Kritik af Holbæk Sygehus: Dybt urimeligt over for patienter

02:54

Holbæk Sygehus er kommet i modvind efter to ansatte på Medicinsk Afdeling nu står frem med massiv kritik af arbejdsforholdene. Manglende tid til at give patienterne den fornødne mad og til at skifte en ble. Det er konsekvenserne af en presset hverdag med alt for lidt personale.

To ansatte på Holbæk Sygehus står frem med en række kritikpunkter rettet mod Medicinsk Afdeling på Holbæk Sygehus.

- Når jeg møder på aftenvagt, står der ofte medicin på patientens bord, som skulle været givet til middag, men ingen har haft tid, og patienten kan ikke selv. Jeg er mødt ind til patienter, der ligger i indtørret afføring og ubehandlede liggesår, hvor man bare sætter et plaster på indtil nogen har tid, lyder det fra Anne-Mette Andersen, der er social- og sundhedsassistent på Holbæk Sygehus.

Torsdag stod hun frem i Nordvestnyt, hvor hun fortalte om en hverdag på afdelingen, hvor ressourcerne er presset helt i bund. Hun bliver bakket op af sin kollega, Lena Bruhn Mollnitz, der tilføjer, at tiden er knap til at igangsætte lægeordinerede behandlinger og endda til at skifte en fyldt ble.

Jeg er mødt ind til patienter, der ligger i indtørret afføring og ubehandlede liggesår

Anne-Mette Andersen, social- og sundhedsassistent

- Det er dybt urimeligt over for patienter og personale. Offentligheden er nødt til at vide, hvad der foregår, siger hun til Nordvestnyt.

Kan ikke klare presset

Både hos Dansk Sygeplejeråd og fagforeningen FOA nikker man genkendende til kritikken, hvor det er personalet på gulvet, der står på mål for konsekvenserne af alt for få hænder og alt for lidt tid. I sidste ende er det patienterne, der betaler prisen for personalets pressede hverdag.

- Der er så stor personaleomsætning. Folk kan ikke holde til presset, lyder det fra FOAs sektorformand for Social- og Sundhedssektoren, Ann Søgaard. 

Læs også Influenzaepidemi presser hospital til grænsen

- De føler afmagt. De føler, at de ikke slår til i hverdagen og i patientkontakten, pårørendekontakten og den faglighed, de selv sætter dagsordenen for. Den kan de simpelthen ikke nå, forklarer Søren Petersen, der er næstformand for den sjællandske kreds i Dansk Sygeplejeråd.

Mangler relationer

I takt med, at presset på det faste personale stiger, får det en betydning for brugen af eksterne vikarer. Og det fordrer ikke just bedre arbejdsforholdene:

De har ikke relationerne som er så vigtige for patienter, der er indlagt, og det koster væsentligt mere at bruge eksterne vikarer end fastansatte

Ann Søgaard, sektorformand for social- og sundhedssektoren, FOA

- De har ikke relationerne som er så vigtige for patienter, der er indlagt, og det koster væsentligt mere at bruge eksterne vikarer end fastansatte, slår Ann Søgaard fast.

I januar måned i år var Holbæk Sygehus også under kritik på grund af massiv overbelægning i forbindelse med en influenzaepidemi. Herefter fulgte flere måneder med overbelægninger på sygehuset, som derefter skar ned i brugen af eksterne vikarer på grund af et overforbrug på den konto.

Presset periode

Ledelsen på Holbæk Sygehus anerkender, at de har været igennem en presset periode, og vil nu kigger på, hvordan de kan imødekomme kritikken

- Vores kompetencer er måske forkert fordelt, at vi ikke har nok sygeplejersker til at varetage opgaverne, så derfor må vi jo ind og kigge på, hvad vi kan gøre for at sikre, at de bliver aflastet, så de får tid til at være ude hos patienterne, siger Aase Bjerring, vicedirektør og sygeplejefaglig chef på Holbæk Sygehus, til TV ØST. 

Læs også Steen blev kastet rundt i systemet med blodprop i benet: Måske finder nogen mig død

Når det drejer sig om den medicinske afdeling på sygehuset, som de to ansatte har rettet kritik imod, uddyber hun:

- I den her afdeling må jeg erkende, at standarden er under det, vi gerne vil se, og det må vi selvfølgelig tage højde for, lyder det fra sygehusets vicedirektør.

Tip os Har du et godt tip?