Fredag blev en ansat i Vestre Fængsel overfaldet. En fange overfaldt den ansatte med en metalgenstand, som vedkommende havde købt i fængslet. Det er anden gang alene i juni, at det sker.
Derfor strammer fængslerne nu op på bandeafdelingerne, hvor de indsatte bliver frataget effekter, der kan bruges som våben.
- Det er fuldstændig uacceptabelt, at vores personale bliver overfaldet, skriver Kriminalforsorgens sikkerhedschef, Lars Rau Brysting, i en pressemeddelelse.
Den seneste tids gentagne overfald på fængselsbetjente er helt uacceptable og skal selvfølgelig stoppes
- Derfor skruer vi nu yderligere op for sikkerheden med foranstaltninger, der blandt andet skal gennemgå og medvirke til, at der ikke er effekter hos hverken LTF'ere eller i øvrigt på bandeafdelingerne, der kan benyttes som slagvåben.
- Samtidig skærpes fokus på ind- og udlukning af blandt andre LTF'ere for at imødegå mulige overfald.
150 medlemmer af banden Loyal To Familia
Problemet er, at op mod 150 medlemmer af banden Loyal To Familia, LTF, efter politiets store bandeindsats, sidder inde.
Specielt LTF bruger efter alt at dømme planlagte voldelige overfald på ansatte i fængslerne for at true sig til bedre forhold og mere kontrol både med ansatte og andre indsatte.
Efter flere overfald hvor eksempelvis konservesdåser puttet i en sok er brugt som slagvåben, har både Fængselsforbundet og flere politikere kaldt på handling.
- Den seneste tids gentagne overfald på fængselsbetjente er helt uacceptable og skal selvfølgelig stoppes, sagde Venstres retsordfører, Preben Bang Henriksen, lørdag.
Regeringen, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet indgik dog allerede i november en større aftale, der sender ressourcer til fængselsvæsnet for at løse problemet med de voldelige bandemedlemmer.
Aftalen involverer blandt andet 250 ekstra ansatte og fysiske ændringer i fængslerne, der gør det lettere at håndtere farlige fanger.
Derudover skal efterretningsarbejdet styrkes, så fængslerne får mere viden om fangerne og situationerne imellem dem.