Kriminalforsorgen afviser kritik: Slagelse Arrest godt rustet

Ifølge Kriminalforsorgen var Slagelse Arrest rustet til at sikre den fange, der tirsdag var indblandet i et flugtforsøg.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Efter tre bevæbnede mænd tirsdag aften forsøgte at befri en varetægtsfængslet narkoforbryder fra Slagelse Arrest, har formanden for Fængselsforbundet Kim Østerbye kritiseret, at fangen sad i en så lille arrest i første omgang. Sikkerheden er ikke god nok i et lille arresthus med to mand på, mener han.

Men den kritik afviser områdedirektør hos Kriminalforsorgen Sjælland, Rasmus Bo Andersen.

- Vi visiterer altid fangerne, inden vi fordeler dem i arresterne. Vi vurderede ikke denne fange til at være farlig eller have forbindelser, der kunne finde på at foretage en sådan aktion. Men vi kan ikke altid være sikre. Der kan ske noget uforudsigeligt som her, fortæller han til TV ØST.

Vurdering var korrekt

Flertallet af landets arrester har samme størrelse som Slagelse Arrest. Der er dog enkelte i landet, hvor sikkerheden er skærpet, og her kommer de fanger, der fra start bliver vurderet til at være særligt farlige. Det blev den pågældende fange ikke vurderet til.

- Jeg mener stadig, vi har foretaget den rigtige vurdering af fangen, men nu har vi flyttet ham til et andet sted med større sikkerhed, fortæller Rasmus Bo Andersen.

Landets arresthuse er for kriminelle, der er blevet varetægtsfængslet. Her sidder de, mens de venter på at få en dom. Efter domsafsigelsen bliver de fordelt i fængslerne.

Et godt fængselsarbejde

Ifølge Rasmus Bo Andersen var det et flot stykke arbejde fra fængselsbetjentene i Slagelse Arrest, der var med til at begrænse aktionen, før den startede.

- De havde opsnappet en mistanke om, at flugtforsøget var under opsejling. Derfor lå politiet klar, da de tre bevæbnede mænd ankom med et ladt gevær og kunne arrestere dem, før de nåede at gøre noget, slår han fast.

Og den ros er Fængselsforbundets formand, Kim Østerbye, da også enig i.

- Vi undgik en befrielsesaktion med skarpladte våben. Det kunne være godt rigtig galt, udtaler Fængselsforbundets formand Kim Østerbye i en pressemeddelelse.

De tre gerningsmænd er nu blevet varetægtsfængslet frem til 9. november. 


Nyhedsoverblik