Det vi har sammen

Krigsveteran stod bag bombetrusler mod lufthavne og butikscentre: I dag falder dommen

Sådan så der ud kort efter anholdelsen i Slagelse sidste år. Foto: René Lind

En 31-årig mand fra Slagelse stod bag 18 bombetrusler i oktober sidste år. I dag falder dommen i sagen.

En efter en begyndte alarmklokkerne i oktober sidste år at hyle rundt omkring i blandt andet indkøbscentre og lufthavne.

Fra sin lejlighed i Slagelse udsendte en 31-årige mand hele 18 bombetrusler til steder rundt omkring i Danmark, hvilket han allerede har erkendt.

Ifølge Sjællandske gjorde han det for at få noget til at ske.

- Og på grund af de uretfærdigheder, jeg har været udsat for hos militærpsykologen i forsvaret, lød det fra manden i retten ifølge avisen.

Manden sendte mails med trusler til blandt andet Vestsjællandscentret, som måtte evakueres, og han forsøgte at få truslerne til at se ud, som om de var afsendt af islamister. 

Læs også Krigsveteran tiltalt for stribevis af bombetrusler

Den 31-årige krigsveteran blev kort tid efter anholdt i sit hjem i Slagelse af kampklædt politi. Manden har tilstået at stå bag truslerne men mener ikke, at der var tale om trusler på livet.

Og i dag falder dommen i sagen, som bliver ført ved Retten i Næstved. Inden selve domsafsigelsen er der procedure og personlige forhold.

Lider af PTSD

Den 31-årige mand fra Slagelse har været tilknyttet forsvaret i omkring syv år, og han har været udsendt til både Kosovo og Afghanistan. I retten har han tidligere erkendt, at han lider af post traumatisk stress syndrom, PTSD, og har i flere perioder været deprimeret.

Det er desuden kommet frem, at krigsveteranen havde læst en række informationer om terrorangrebet den 11. september 2001 i New York. Informationer, som altså ikke matchede den officielle forklaring, hvilket ifølge den 31-årige mand gjorde, at hele grundlaget for krigen smuldrede. 

Læs også Mand bag 18 bombetrusler: Gjorde det for at få noget til at ske

Ud over sagen med de 18 bombetrusler var manden også i retten for to andre sager. Den ene sag handler om, at han havde ødelagt et sidespejl på en patruljevogn i frustration over politiet.

Den anden sag handler om, at han uden for Hotel Slagelse havde slået og sparket en anden mand i hovedet, så vedkommende mistede bevidstheden.

Tip os Har du et godt tip?