Det vi har sammen

Kraftig tysk advarsel mod øget grænsekontrol på Lolland og Falster

Arkivfoto. Foto: TV ØST

Flere politikere i Slesvig-Holsten kritiserer Danmark for reelt at indføre permanent grænsekontrol.

Med finansloven skruer regeringen og Dansk Folkeparti op for den midlertidige grænsekontrol ved den dansk-tyske grænse. Og det vækker ikke just begejstring syd for grænsen.

Der etableres kontrolbokse ved grænseovergangene i Frøslev, Padborg, Krusaa, Rødbyhavn og Gedser samt overdækning af kontrolområderne i Rødbyhavn.

Det er det samme som at indføre permanent grænsekontrol, og det er i strid med EU's lovgivning om fri bevægelse hen over de europæiske grænser, lyder kritikken.

Hvis man så endelig føler behov for at øge sikkerheden ved grænsen, så ville det give langt mere mening at investere i politisamarbejdet hen over grænsen

Simone Lange, Flensborgs overborgmester

Blandt kritikerne er Flensborgs overborgmester, Simone Lange, skriver Flensborg Avis.

Kritikken er ikke ny, men med det nye tiltag i finanslovsaftalen er Danmark ifølge Simone Lange gået et skridt videre i den forkerte retning.

- Vi havde håbet, at Danmark ville skrue ned for kontrollen. I stedet ser vi nu, at indsatsen øges. Det er endnu et skridt tilbage til gamle tider, og det beklager vi meget.

- Der kan ikke længere være tale om en midlertidig grænsekontrol, siger Simone Lange til Flensborg Avis.

Det giver mere mening at investere i politisamarbejdet

Hun kan ikke se noget fagligt argument for at øge indsatsen ved grænsen.

- Flygtningebevægelserne og statistikkerne over kriminaliteten giver ingen anledning til at indføre permanent grænsekontrol. 

Læs også Regeringen og DF styrker den lokale grænsekontrol med millioner af kroner

- Og hvis man så endelig føler behov for at øge sikkerheden ved grænsen, så ville det give langt mere mening at investere i politisamarbejdet hen over grænsen. Det ville give langt mere, siger hun til Flensborg Avis.

Overborgmesteren står ikke alene med kritikken. I et interview med shz-aviserne i Slesvig-Holsten siger delstatens trafikminister, Bernd Buchholz, at Danmark i praksis indfører permanent grænsekontrol.

Han mener også, at det er i strid med EU-lovgivningen.

Finanslov styrker grænsekontrol med millioner

Med finansloven vil der fremover være grænsekontrol ved samtlige overgange på den dansk-tyske grænse. Regeringen og Dansk Folkeparti øger med finansloven for 2018 den midlertidige grænsekontrol, som blev indført 4. januar 2016:
 
  • Der etableres kontrolbokse ved grænseovergangene i Frøslev, Padborg, Kruså, Rødbyhavn og Gedser samt overdækning af kontrolområderne i Rødbyhavn. Det afsættes der 1,1 millioner kroner til i 2018 og 1,4 millioner kroner årligt til fra 2019 til 2021.
     
  • Ved de øvrige 10 grænseovergange udføres kontrollen af sektorpatruljer, som i uniformerede patruljebiler skal gennemføre stikprøvekontroller. De suppleres efter behov af særlige indsatser som betjente i civile køretøjer, overvågning fra luften og patruljefartøj fra flåden.
     
  • Der etableres fastmonteret automatiske nummerplade-skannere ved samtlige 13 grænseovergangssteder ved den dansk-tyske-grænse, der kan passeres i køretøjer.
     
  • En pulje på 10 millioner kroner i 2018 målrettes politiets indsats ved de grænseovergange, der ikke er døgnbemandet. Pengene kan eksempelvis gå til patruljering og udstyr.
     
  • En pulje på 10 millioner kroner årligt fra 2018 og frem går til politiets kriminalitetsbekæmpende indsats i de grænsenære områder.
     
  • En reserve på 95 millioner kroner i 2018 afsættes til merudgifter som følge af ekstraordinære indsatser i grænseområderne.
     
  • Der afsættes også 90 millioner kroner årligt fra 2018 og frem til en styrket indsats ved Danmarks ydre Schengen-grænser.


Kilder: Finanslov 2018.

Tip os Har du et godt tip?