Kovending i Kalundborg: Pesticider blev aldrig udfaset

For fire år siden besluttede politikerne i Kalundborg Kommune at udfase pesticider. Men forbruget er i stedet steget.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Kalundborg Kommune planlagde tilbage i 2014 at udfase brugen af sprøjtemidler fuldstændigt. Men sprøjtemidlerne er langt fra lagt på hylden - faktisk er kommunens forbrug af pesticider nu i stedet fordoblet fra 54 liter i 2014 til 114 liter i 2017.

Det har ført til intern kritik blandt politikerne i Kalundborg.

-  Det er klart, når vi så ikke har gjort det, ikke har fulgt den plan, så er det alvorligt, siger Niels Erik Danielsen (EL), medlem af Teknik- og Miljøudvalget i Kalundborg Kommune. 

- Vi skal udfase, vi skal ikke bruge pesticider, vi skal ikke bruge mere gift, siger Niels Erik Danielsen.

120514_UKRUDT.jpg
Læs også
Kommuner har fordoblet brugen af sprøjtegifte
120514_UKRUDT.jpg
Læs også
Kommuner har fordoblet brugen af sprøjtegifte

Det er økonomien, der er årsag til, at pesticiderne fortsat bliver brugt til at bekæmpe ukrudt i Kalundborg, siger formanden for Teknik- og Miljøudvalget. 

- Det hænger sammen med, at man er nødt til at kigge på ressourcer, siger Jakob Beck Jensen (V).

Dyrt at droppe pesticiderne

Efter at politikerne tilbage I 2014 besluttede at droppe sprøjtemidlerne, udliciterede de opgaverne med at fjerne ukrudt til et firma. Det firma kom med et bud på, hvad det ville koste at fjerne ukrudt uden pesticider - og det fik kommunen til at fortsætte ukrudtsbekæmpelsen med pesticider. 

- Der er vi jo nødt til at prioritere mellem mange ting. Hvis der havde været en ekstra udgift der - de penge skal vi jo finde andre steder, siger Jakob Beck Jensen. 

Det har denne sommer ikke været slemt med ukrudt på grund af tørken, og derfor har der ikke været brugt lige så mange ressourcer på netop den post i år. Men det er vigtigt at holde kommunen pæn, siger udvalgsformanden.

quote Det skal ikke være i vores jord og vores grundvand

Kelly Sandberg, Kalundborg

- Det er utroligt vigtigt for borgerne og os politikere, at kommunen fremstår imødekommende. Hvis jeg spørger borgerne så tror jeg, at de gerne ville have, vi gjorde endnu mere for bekæmpelse af ukrudt på de grønne områder, siger Jakob Beck Jensen.

Men hvis det skal ske med pesticider, er svaret fra de borgere, TV ØST spørger, klart. 

- Nej tak, siger Doris Brunhøj, som bor i Kalundborg, som ikke giver meget for begrundelsen om økonomien:

- Ja, men der er også mange andre ting, der koster mere eller mindre. Så må man jo opveje, om det her kan blive noget for fremtiden, man skal passe på, så vi skal ikke bruge alle de pesticider. 

Også Kelly Sandberg siger nej til sprøjtegiftene:
- Helt generelt synes jeg ikke, der skal være pesticider, der skal bruges til noget som helst. Det skal ikke være i vores jord og vores grundvand, siger Kelly Sandberg fra Kalundborg. 

Ny plan i vente

Og politisk set er økonomien heller ikke en valid begrundelse for at afvige fra en plan, der er vedtaget.

- Det bliver jo meget teknisk, ik? Når vi har vedtaget sådan en plan, så er det jo det, vi skal følge. Det burde også være gennemsyret og være gået med videre i den udliciteringsproces, der fandt sted, siger Niels Erik Danielsen fra Teknik- og Miljøudvalget. 

Nu vil politikerne lave en ny handleplan - ligesom dengang for fire år siden, og nu tror formanden for udvalget, at pesticidforbruget kan nedbringes. En ny handleplan er på dagsordenen den 6. september.  

- Jeg har det bedst med at kigge fremad. Der vil jeg se, om vi kan gøre noget for at nedbringe pesticidforbruget, siger Jakob Beck Jensen. 


Nyhedsoverblik