Korsør satser på vandsportscenter i verdensklasse

Et enigt byråd har givet grønt lys til en plan for den tidligere Halskov Færgehavn, der de næste par år skal udvikles som et kæmpe vandsportscenter.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Den tidligere Halskov Færgehavn skal med årene blive til et kæmpe vandsportscenter i verdensklasse. Det har byrådet i Slagelse Kommune for nylig sagt god for.

- Der skal være strand, der skal være udspringstårn, der skal være klatrevæg, der skal være kabelbane til surfing, der skal være faciliteter til dykkerne under vandet, der skal være kajakpolo, der skal være løbesti, der skal være BMX-bane, fortæller Rudi Saltofte Olesen, der er projektudvikler i Slagelse Kommune.

I 1998 kom Storebæltsbroen til og sendte dermed bilfærgerne mellem Halskov og Knudshoved på pension. Siden har de over 10 historiske hektar ved den gamle færgehavn stået tom og forladt.

- Vi er ved at skabe noget, tror vi på, som er godt for Korsør, som er godt for hele Slagelse Kommune og faktisk også Danmark. Dét, vi gerne vil skabe, skal man i dag faktisk helt til Østrig for at finde, fortæller Hans-Jørn Andersen, der er formand for det kommunale udvalg, der har arbejdet på planerne for vandsportscentret.

Prisvindende arkitekt står bag

Planerne for området i Halskov har indtil videre fået otte millioner kroner i støtte fra Slagelse Kommune. De penge skal række til første etape af byggeriet, som skal stå færdigt til sommer.

Det er den prisvindende og internationalt anerkendte arkitekt Julien De Smedt, som har tegnet det kommende trækplaster for vandsportsaktiviteter i næsten alle afskygninger.

Med i planerne er også ambitionen om et 27 meter højt udspringstårn med tilhørende klatrevæg for professionelle sportsudøvere.

- Det her vil være en slags in-sted, som vi kan være stolte af og det vil alt andet lige tiltrække gæster ude fra både inden for turisme og erhverv, det er jeg ikke i tvivl om, lyder det fra Hans-Jørn Andersen.

Ifølge beregninger fra Slagelse Kommune vil det store projekt kaste 43.000 besøgende årligt af sig de første fem år efter åbning.

Den første del af byggeriet begynder til marts næste år.


Nyhedsoverblik