Kontanthjælpsmodtagere søger job hos vikargigant

Et stort antal kontanthjælpsmodtagere er sendt på jagt efter de seks timers arbejde. Det kan man mærke på hos vikarbureau.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

'Har du et job til mig?'

I den seneste tid har Danmarks største vikarbureau Adecco fået stillet dette spørgsmål fra flere kontanthjælpsmodtagere end normalt.

Det sker, efter kontanthjælpsloftet og 225-timers reglen trådte i kraft 1. oktober. Reglerne betyder blandt andet, at kontanthjælpsmodtagere bliver skåret i ydelsen, hvis de ikke har 225 timers arbejde i løbet af et år.

- Vi får henvendelse fra en del kontanthjælpsmodtagere. Nogle af dem er meget bevidste om 225-timers reglen og kontanthjælpsloftet. De siger, at de mangler så og så mange timer for ikke at blive skåret i ydelse, og at de nye regler er årsagen til, at de kommer, siger Susan Nørgaard, kommunikationschef i Adecco, til Avisen.dk.

quote Vi får henvendelse fra en del kontanthjælpsmodtagere. Nogle af dem er meget bevidste om 225-timers reglen og kontanthjælpsloftet

Susan Nørgaard, kommunikationschef i Adecco

Er ikke  blevet overrendt

Hun understreger, at Adecco ikke er blevet overrendt, men at reglen endnu har fungeret i kort tid, og at der derfor sagtens kan komme en endnu mere markant udvikling.

Adecco møder kontanthjælpsmodtagere via et samarbejde med rengøringsgiganten ISS, der tager kontanthjælpsmodtagere i praktik, hvorefter Adecco hjælper dem i arbejde. Derudover er der kontanthjælpsmodtagere, som henvender sig direkte til Adecco.

- Vi kigger på deres kompetencer, og hvis de er rigtige, er de lige så kvalificeret som alle andre, men de kommer heller ikke foran i køen, siger Susan Nørgaard.

Øget interesse i oktober

Beskæftigelsesministeriet oplyser til Avisen.dk, at der endnu ikke er tal på, hvor mange der er blevet ramt af 225-timers reglen, eller hvor mange der er kommet i arbejde, efter den trådte i kraft.

Ministeriet har tidligere skønnet, at 225-timers reglen ville få konsekvenser for 9.000 fuldtidspersoner.

Et stort antal kontanthjælpsmodtagere er dermed sendt på jagt efter de seks timers arbejde om ugen, det kræver at leve op til reglen. Der har den seneste tid været store diskussioner, om der fandtes småjobs til dem alle.

Ud over Adecco har Avisen.dk har været i kontakt med en række andre vikarbureauer. De fortæller om en øget interesse i oktober, men kan ikke se i deres systemer, om der er tale om kontanthjælpsmodtagere eller ej.

Hos vikarbureauet Assistance oplever man en stigning på omkring 10 procent, men kan ikke sige, hvor mange der er kontanthjælpsmodtagere.


Nyhedsoverblik