Kontanthjælpsmodtager: Jeg blev tvunget til at flytte

Det nye kontanthjælpsloft fjerner boligstøtten fra kontanthjælpsmodtagere. Det tvang Nadja Harning til at flytte fra København til Falster.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

I juni måned blev 39-årige Nadja Harning husejer.

Hun har boet i København hele sit liv, men er nu flyttet til Vester Kippinge på Falster.

- Hvis ikke det havde været for kontanthjælpsloftet, så var jeg ikke endt her. Det er helt sikkert, fortæller Nadja Harning til TV ØST.  

Nadja Harning har været kontanthjælpsmodtager i 3 år. Den 1. oktober bliver hun ramt af regeringens såkaldte moderne kontanthjælpsloft. Normalt ville hun få udbetalt omkring 5.700 kroner hver måned i henholdsvis almindelig boligsikring og en særlig støtte til høje boligudgifter efter §34 i loven om aktiv socialpolitik. Men med det nye kontanthjælps loft ville hun miste 4.700 kroner og kun få 995 kroner udbetalt. 

- Jeg blev dybt ulykkelig, for jeg var godt klar over, at vi ikke kunne blive boende i Valby. Jeg håbede, regeringen ville gå af eller sådan noget, så det ikke blev vedtaget alligevel, forklarer hun.  

På billig boligjagt

Men håbet rakte ikke, og Nadja Harning var nødt til at finde sig et nyt tag over hovedet til sig selv og sine to teenagesønner.

quote Jeg blev dybt ulykkelig, for jeg godt var klar over, at vi ikke kunne blive boende i Valby. Jeg håbede , regeringen ville gå af eller sådan noget, så det ikke blev vedtaget alligevel

Nadja Harning, kontanthjælpsmodtager

- Huslejen svarede til det jeg fik i kontanthjælp. Vi levede for min boligsikring, og uden den var det helt umuligt. Så havde vi jo kun børnepengene at leve for, og det var slet ikke nok, fortæller Nadja Harning.   

Der skulle altså tænkes ud af boksen - og langt ud af København.

Nadja Harning besluttede derfor at flytte sammen med sin scleroseramte kæreste, selvom det ellers ikke stod i kortene. Sammen tog de et boliglån på 495.000 kroner til huset i Vester Kippinge, hvor de nu sidder langt billigere.

- Uden vand og varme og alt det der, sidder vi for 2.900 kr. månedligt. Så det er en helt anden pris hernede, fortæller Nadja Harning.  

Det virker ugennemtænkt

Selvom Nadja Harning er ved at falde godt til på Falster, er hun rystet over konsekvenserne ved det nye kontanthjælpsloft. 

quote Jeg ville ønske, jeg kunne arbejde 37 timer om ugen og forsørge mig selv, men sådan ser verden bare ikke ud

Nadja Harning, kontanthjælpsmodtager

- Jeg synes, det virker meget ugennemtænkt. Måske vil nogle enkelte, der snylter på systemet, komme i arbejde, men jeg tror, at det er så få, siger hun og tilføjer:

- Jeg forstår ikke, hvorfor dem der kan arbejde skal ud, hvor der ikke er noget arbejde. Og hvorfor dem, der ikke kan arbejde, skal væk fra byen? Det ender jo med at blive et sted kun for rige mennesker.

Kommer ikke i arbejde

Nadja Harning har tidligere arbejdet som laborant på Statens Serum Institut, men hun er ikke i stand til at arbejde nu, fordi hun blandt andet lider af en kronisk lungesygdom og har psykiske problemer.

- Det er ikke særlig sjovt at skulle vende hver en femogtyveøre. Jeg ville da ønske, at jeg kunne arbejde 37 timer om ugen og forsørge mig selv, men sådan ser verden bare ikke ud, siger hun. 

Lungesygdommen holder hende blandt andet oppe om natten. Nadja Harning er derfor kun erklæret aktivitetsparat, men altså ikke jobparat. Derfor er hun undtaget af 225-timers reglen, der også træder i kraft den 1. oktober.

Ligegyldigt hvor meget det skal betale sig at arbejde, kommer det altså ikke til at ændre på Nadja Harnings situation.

Forstå regeringens nye kontanthjælpsloft her 


Nyhedsoverblik