Efter et døgn uden regn er situationen med oversvømmelser i den sydlige del af vores region ved at stabilisere sig.
Sådan lyder status fra en række kommuner, som TV ØST har talt med.
En situation som den, vi har set, er dog ikke noget, som vi umiddelbart kan forebygge, siger både de kommunale afvandingsmyndigheder og DMI.
Vi har stadig tre slamsugere og dertil 10 mand indsat for at prøve at komme problemerne til livs
Det handler nemlig ikke så meget om nedbørsmængderne, men om hvordan snefygning og den efterfølgende kombination af varm regn og en stadig frossen jord kan udløse problemer med regnvand.
- Vi kan ikke forudsige, hvor situationen bliver alvorlig. Selvom nogen kom med en kæmpe pose penge til os til klimasikring, så kunne jeg ikke give garantier for, at vi fik løst alle problemerne. Det meste af det her kunne vi ikke have regnet ud på forhånd, siger Ryan Bo Jensen fra Vordingborg Kommunes afdeling for Trafik, park og havn.
Status lige nu
Status onsdag er, at der stadig er enkelte veje, der er lukket på grund af vandet. Værst med Tingvej i Stevns Kommune, der er blevet oversvømmet af Tryggevælde Å.
Generelt er der dog nu ved at være styr på situationen på vejene, lyder meldingen samstemmende fra de kommuner, som TV ØST onsdag har talt med.
- Der er veje, hvor der ligger vand. Men de er alle fremkommelige – og vi skilter, hvis man skal passe på, siger Morten Toft, der er driftschef i Park & Vej i Næstved kommune.
Vandet sætter sig langsomt – og det alene er med til at gøre situationen bedre, oplyser kommunerne.
- Der er styr på det, men vi har stadig tre slamsugere og dertil 10 mand indsat for at prøve at komme problemerne til livs. Der er dog tit det problem, at der ikke er nogle steder at pumpe vandet hen, siger Poul Henning Nielsen, driftsleder i entreprenørvirksomheden i Guldbordsund Kommune.
Han tør endnu ikke sige noget om, hvornår situationen er normal.
- Vi er nødt til at lade tiden arbejde for os. Pumperne har kun en vis kapacitet, så vi er nødt til at lade grundvandet og bække og åer klare deres del. Det er især slemt, hvor der er fladt. Indtil vandet kan flyttes væk, så slipper vi ikke helt for vand på vejene, siger Poul Henning Nielsen.
DMI: Svært at forudsige afsmeltningen
Der har været så meget vand på vejene, at de berørte kommuner i løbet af tirsdagen løb tør for advarselsskilte om vand på vejene, og var nødt til at improvisere og låne skilte fra andre kommuner.
Men kommunerne kunne ikke have forberedt sig på det kaotiske vejr, lyder det fra DMI.
Vi er ude ved en række af de berørte familier
Selvom det de seneste måneder har regnet meget på Sydsjælland og Lolland-Falster, så er der ikke tale om nogen rekord-regn - eksempelvis er der faldet en del mere regn i Jylland end i vores østlige egne.
Det er samtidig helt umuligt at forudse, hvor problemerne bliver ekstra store, og det er ikke noget, som de følger, oplyser de til TV ØST onsdag.
Store mængder sne har en finger med i spillet
Vejmændene forklarer dog, at det i høj grad handler om, hvor der under det store snefald lagde sig store driver. De steder, hvor der var ekstra meget sne, er også der, hvor vandet mandag, tirsdag og onsdag har skabt problemer.
- Det er klart, at da vi havde fået sneen under kontrol, så kunne afvandingsfolkene godt begynde at forberede deres indsats. Men da kunne vi ikke sige, hvor det ville blive et problem, siger Poul Henning Nielsen fra Guldborgsund Kommune.
I de fleste kommuner er der trods meldingerne på de kommunale veje stadig en del provate veje, der står under vand.
- Hos os handler det primært om mindre veje, der leder ind til ét eller måske to huse. Vi er ude ved en række af de berørte familier. Men det handler især om, at deres private forsikringer skal hjælpe dem. Som altid er det afgørende, at man er forsikret ordentligt, siger Ryan Bo Jensen fra Vordingborg Kommunes afdeling for Trafik, Park og Havn.