Kommuner skruer bissen på: Truer med tvangsauktion hvis der ikke betales ejendomsskat

Næstved og Vordingborg Kommune strammer nu op overfor dem, der ikke betaler deres ejendomsskat, som de skal.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Vordingborg og Næstved kommuner skruer nu bissen på for at få borgerne til at betale deres skattegæld. Begge kommuner har besluttet at ansætte medarbejdere, der alene skal forsøge at kradse millioner ind til kommunekasserne.

Det skriver Sjællandske onsdag.

I Næstved skylder borgerne over 114 millioner kroner, og i første omgang går kommunen målrettet efter skyldig ejendomsskat. Det beløber sig til omkring ni millioner kroner, og ifølge Næstveds borgmester Carsten Rasmussen (S) får skyldnerne to rykkere og betales gælden ikke, så sendes ejendommen på tvangsauktion.

- Men vi håber på dialog og en aftale, siger Carsten Rasmussen.

Også borgerne i Vordingborg Kommune er blevet dårligere til at betale deres gæld.

Særligt posten, der gælder ejendomsskat, er vokset. Her er gælden steget tre millioner kroner på lige så mange år, så man nu skylder 7,5 millioner kroner. Penge som kommunen selvfølgelig gerne vil have fat på. Derfor har man ansat en mand yderligere i opkrævningsgruppen, der skal håndtere de manglende indbetalinger.

 


Nyhedsoverblik