Kommuner misser millioner efter systemfejl: Det har ført til en skævvridning i Danmark

Alle 12 kommuner er gået glip af flere millioner kroner, fordi der er fejl i den kommunale udligningsordningen. Det skaber en skævvridning i landet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Uretfærdigt. Grotesk. Og frustrerende.

Sådan lyder det fra borgmestre her i regionen. For en fejl i den kommunale udligningsordning betyder, at samtlige kommuner i vores område er gået glip af millioner af kroner.

Og det er ikke småpenge, der er tale om.

Ifølge tal, som firmaet Dataproces har foretaget for Nordjyske, så er kommunerne gået glip af i alt 963 millioner kroner siden 2007.

Ifølge Nordjyske blev Økonomi- og Indenrigsministeriet bevidst om problemet allerede i 2014. Men tre år senere, er der ikke sket noget.

Artiklen fortsætter under grafikken.

Her ses det, hvor mange millioner, kommunerne er gået glip af på grund af en fejl i udligningssystemet.
Her ses det, hvor mange millioner, kommunerne er gået glip af på grund af en fejl i udligningssystemet.

Pengene kunne godt bruges i kommunerne

De mange penge er nogle, der kunne gøre gavn i de efterhånden slunkne kommunekasser, hvor besparelser i ældreplejen, folkeskoler og daginstitutioner har været en del af dagligdagen.

- Vi ved, at de her tilpasninger og besparelser, vi har lavet i Lolland Kommune har gjort rigtig, rigtig ondt ude i nogle af vores velfærdsydelser, siger Holger Schou Rasmussen (S), borgmester i Lolland Kommune.

- Og der havde ni millioner fyldt rigtig godt. Vi har vredet karkluden til de allersidste.

Borgmesteren i Guldborgsund Kommune, John Brædder (Guldborgsundlisten), ærger sig også over fejlen.

- 114 millioner kroner kunne vi have brugt til mange fornuftige ting. Blandt andet at styrke vores service inden for kernevelfærden, siger han.

quote Derfor har de ført til en større skævvridning i Danmark, end man ellers kunne have haft.

Bent Greve, professor, RUC

Skaber en stor skævvridning i landet

Spørger man professor Bent Greve fra Roskilde Universitet, så er problemet opstået, fordi højtuddannede udlændinge også bliver kategoriseret som udlændinge uden erhvervsuddannelse.

Det betyder, at kommuner som blandt andre København og Gentofte med mange højtuddannede udlændinge har fået millioner, som de altså ikke skulle have haft. Og da bloktilskudsposen kun er på et vist beløb, betyder det, at andre kommuner er gået glip af millioner.

- Guldborgsund, Holbæk, Lolland, Odsherred og andre har fået færre penge, end de ellers ville have fået – og er hårdt ramt af, at man ikke har haft de korrekte oplysninger i registrene, når man har skullet beregne udligningsordningerne, siger Bent Greve.

- Og derfor har de ført til en større skævvridning i Danmark, end man ellers kunne have haft.


Nyhedsoverblik