Kommune styrker skoven med sprængstoffer og store brag

Store bøgetræer bliver sprængt i luften i Kalundborg Kommune for at skabe lys til skovbunden og styrke biodiversiteten.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det er måske ikke til at tro, men sprængstof kan faktisk være gavnligt for naturen.

På Møllebakken i Kalundborg Kommune fik fire store bøgetræer i dag sprængt trætoppene i luften med det formål at gavne biodiversiteten og give plads til yngre træer i landskabet.

- Vi laver en udtynding for at skabe lys ned i skovbunden til de nye træer, som kommer op. Normalt fælder man træerne eller topkapperne, men vi har besluttet os for at sprænge dem for at gøre det alternativt. På den måde kommer det til at ligne lynnedslag, når vi lader stammen stå, siger Rasmus Berg, der er skov- og landskabsingeniør i Kalundborg Kommune.

Artiklen fortsætter under billedet.

Kalundborg Kommune sprænger træer på Møllebakken.
Kalundborg Kommune sprænger træer på Møllebakken. Foto: Camilla Laursen - TV ØST

Lys til skovbunden

Efterlader man for mange gamle træer med store kroner, kan det kvæle undervæksten af nye, unge bøgetræer. Det er meningen, at de små træer skal vokse sig store og overtage de sprængte bøgetræer med tiden.

quote Hvis ikke man tynder ud i bøgeskoven, så vil der blive mørkt i bunden, og de små træer, som er spiret frem, de vil få det sværere ved at vokse op.

Rasmus Berg, Skov- og landskabsingeniør i Kalundborg Kommune

- Hvis ikke man tynder ud i bøgeskoven, så vil der blive mørkt i bunden, og de små træer, som er spiret frem, de vil få det sværere ved at vokse op, og så vil man på et tidspunkt have en død periode, og derfor prøver vi at få cyklussen til at fortsætte, lyder det fra Rasmus Berg.

De gamle bøgetræer blev sprængt seks til otte meter over skovbunden, og de sprængte træstammer skal, udover at tynde ud i skoven, fremme biodiversiteten, idet de vil stå tilbage til spætter og insekter i skoven.


Nyhedsoverblik