Tirsdag aften mødtes byrådspolitikere fra Ældre- og Sundhedsudvalget i Lolland Kommune i et lukket møde for at diskutere, hvorvidt eller hvordan samarbejdet med Pleje Plus skal forsætte.
Siden Pleje Plus overtog 456 plejekrævende borgere, har Lolland Kommune modtaget 266 henvendelser fra borgere og pårørende, hvoraf omkring 250 kan karakteriseres som klager.
Derfor besluttede udvalget blandt andet, at de personer, som føler sig svigtede af Pleje Plus’ service, skal kunne ringe direkte til Lolland Kommune, som så vil sørge for, at den pågældende opgave blive løst af kommunens eget personale.
Det fortæller Marie-Louise Brehm Nielsen (V), formand for Ældre- og Sundhedsudvalget, til TV ØST kort efter mødet.
Hun er erkender over for TV ØST, at det bliver en løsning, der kommer til at koste kommunen en del penge.