Det vi har sammen

Kommune opruster bemanding for at løse unges skraldeproblem

Mandag morgen kom en af kommunens medarbejdere på arbejde, da han skulle rydde op efter gymnasieelevernes festligheder i weekenden. Foto: Line Strand

Skraldet flyder, efter gymnasieelever i weekenden festede i Rådhusparken i Vordingborg. Nu hyrer kommunen ekstra arbejdskraft.

Tomme øldåser, sprutflasker, cigaretpakker og glasskår flyder i græsset. 

Det er bare nogle af sporene, efter gymnasieelever holdt fest i Rådhusparken ved Kvickly-søen i fredags. 

På kort tid blev parken forvandlet til en sand losseplads, og det ærgrer formanden i Teknik- og Miljøudvalget i Vordingborg Kommune, Thomas Christfort (C).

Vi kan ikke leve med, den måde parken ser ud lørdag morgen, efter der har været fest. Der må ikke ligge smadrede flasker og plastic over det hele

Thomas Christfort (C), Teknik- og Miljøudvalget i Vordingborg Kommune

- Vi kan ikke leve med, den måde parken ser ud lørdag morgen, efter der har været fest. Der må ikke ligge smadrede flasker og plastic over det hele. Det er vi nødt til at få ryddet op, siger Thomas Christfort.

Rådhuspark omdannet til ungepark

Vordingborg Kommune har ellers forsøgt at komme skraldeproblemerne til livs. For to måneder siden omdannede de Rådhusparken til en såkaldt ungepark, hvor der blev investeret i både hængekøjer, bordtennisbord og bænke.

Skraldet flyder efter gymnasieelevernes har holdt fest i weekenden i Rådhusparken i Vordingborg. Foto: Line Strand

Læs også Efter brand i stubmølle: Park flyder med affald fra ungdomsfest

Men skraldet flyder fortsat i parken, og en af de unge gymnasieelever ved godt, at der er et problem. 

- Jeg synes godt, at vi kunne tage noget ansvar for at rydde op efter os selv, for det ligner lidt en krigszone en gang i mellem. Søen har også været virkelig beskidt og ulækker flere gange. Vi er ikke så gode til at tage hånd om det. Der kunne måske gøres lidt, siger Christian Brodersen, som er elev på Vordingborg Gymnasium.

I Teknik- og Miljøudvalget er man opmærksom på problemet, men Thomas Christfort mener ikke, at nutidens unge er mere slemme til at svine, end da han selv var ung. Han opfordrer samtidig til, at man løser skraldeproblemet gennem dialog. 

Her er nogle af sporene efter gymnasieelevernes festlighederne i Rådhusparken i Vordingborg. Foto: Line Strand TV ØST

- Jeg har også været ung engang. Jeg har nok også kommet til at svine. Vi skal bare prøve og forbedre det. Jeg tror ikke, at de unge er værre i dag, end de har været tidligere. Det skal vi også huske som ældre, at vi selv har festet, siger Thomas Christfort og fortsætter:

- Men det er en ingen undskyldning for at svine, så lad os prøve igennem dialog at få løst det.

Opruster personalet til oprydning

I Vordingborg Kommune tager de nu hånd om problemet ved at øge bemandingen i Park- og Vejafdelingen i weekenden, så der kan blive ryddet op efter de unges fester.

- Helt konkret har jeg bedt vores Vej- og parkafdeling iværksætte efter festerne, at der bliver ryddet op lørdag morgen. Jeg håber selvfølgelig at det bliver så lidt som muligt oprydning, der er behov for, siger Thomas Christfort.

Tip os Har du et godt tip?