Det vi har sammen

Kommune om behandling af dement: Umenneskeligt og uprofessionelt

09:55

Dårlig omgangstone, nedladende kommentarer og en forrået medarbejderkultur. Det er noget af den kritik, en familie nu står frem med af plejecenteret Blomstergården i Sorø Kommune.

Det var et skoleeksempel i, hvordan man ikke skal behandle ældre, da 84-årig dement blev udsat for hånende og truende behandling. Det siger den kommunale chef.

- Skal du snart ha’ et klap i røven?

Sådan siger en ansat på Plejecentret Blomstergården i Sorø Kommune til den 84-årige Inger Lise, der bor i en privat plejebolig på plejecenteret.

Der er to medarbejdere, der især udmærker sig ved at udvise manglende medmenneskelighed, manglende ordentlighed og manglende faglig professionalisme

Søren Wollesen, social- og sundhedschef i Sorø Kommune

Hendes familie har foretaget lydoptagelser i hendes private lejlighed, da de ikke havde god kontakt med plejepersonalet på stedet. Og lydoptagelserne viser et både truende og forhånende sprogbrug overfor den 84-årige kvinde.

Og det har været så alvorligt, at én medarbejder er blevet afskediget i Sorø Kommune. Det oplyser Søren Wollesen, social- og sundhedschef i Sorø Kommune.

- Jeg blev bestyrtet over at høre, den sprogbrug og kommunikationsform, der blev lagt for dagen. Det er helt uacceptabelt, det vi hører på båndene, siger han til TV ØST.

Søren Wollesen vil fremover bruge lydoptagelserne i kommunens interne videreuddannelse af medarbejderne for at undgå lignende hændelser i fremtiden.

Læs også Hård kritik af tonen på plejehjem: ”Skal du have et klap i røven?”

Især to medarbejdere bag krænkelser

Søren Wollesen understreger dog, at han mener, at den hårde tone især stammer fra enkeltstående medarbejdere, og at de ikke taler om medarbejderstaben på plejehjemmet generelt.

- Vi kender jo vores medarbejdere, og vi kunne genkende deres stemmer på lydoptagelserne. Der er to medarbejdere, der især udmærker sig ved at udvise manglende medmenneskelighed, manglende ordentlighed og manglende faglig professionalisme, siger Søren Wollesen til TV ØST.

Han oplyser, at ud over den ene medarbejder, der er blevet afskediget, så var den anden medarbejder, der optræder barsk på lydoptagelserne, allerede blevet fyret, før kommunen fik kendskab til lydoptagelserne. Det skete, da TV ØST første gang henvendte sig til plejecenteret om sagen.

Afviser for få hænder

Psykolog Dorthe Birkmose har hørt lydoptagelserne, og hun mener, at man ser en forråelse blandt medarbejderne på plejecenteret, der han hænge sammen med et stort pres i hverdagen, hvor der kan være problemer med at nå alle opgaver.

Den forklaring køber Søren Wollesen dog ikke.

- Man kan altid diskutere, om der er hænder nok til at løse en opgave, men jeg mener, at vi har en normering, der udmærket flugter opgavevaretagelsen, siger han til TV ØST.

Tip os Har du et godt tip?